Pariserrock

Doom metal, hard rock eller stoner? Ingen ved det helt – men det er også fuldkommen lige meget. Faktum er nemlig, at de fire parisere i Hangman’s Chair leverer en formidabel indsats på deres sjette fuldlængde, A Loner, og hvis du har den mindste interesse i atmosfærisk, drømmende og samtidig fandens intens musik, kan du godt finde dankortet frem. A Loner er – tør jeg godt sige allerede nu – et af årets helt store og glædelige oplevelser. Tak for det!

Ro på, ro på

Ok, jeg kom vist til at starte med konklusionen – men helt ærligt, det er svært at holde begejstringen tilbage. A Loner brager nemlig af sted i samme gedigne stil som 2018’s Banlieue triste, men den er mere raffineret, mere sammenhængende og med en god slat mere gennemslagskraft. Der er virkelig ikke mange fingre at sætte på denne plade; den bliver bare bedre og bedre, for hver gang den roterer i anlægget.

Herligheden skydes i gang med fire fuldtræffere: ”An Ode to Breakdown” indleder med et langt atmosfærisk instrumentalstykke, hvorefter intensiteten skrues op, og frontmand Cédric Toufouti slutter sig til. Og her har vi virkelig en af bandets mange store forcer: vokalen. Toufouti synger fantastisk, hans stemme er på én og samme tid skrøbelig og stærk, og den måde, hvorpå den næsten konstant er druknet en lille smule – men ikke for meget – i effekter, passer perfekt til instrumentalsiden. Det giver i samspil med hele bandet musikken et betagende drømmende udtryk.

Efterfølgeren ”Cold & Distant” er mere ligefrem med sin borende bas og sit melodiske guitarriff, og igen imponerer forsanger Toufouti. Bandet oser af energi, og der lægges flot op til næste skæring, ”Who Wants to Die Old”. Denne minder en smule om ”An Ode to Breakdown”, har masser af tyngde og er måske det mest stemningsmættede nummer på pladen. ”Storm Resounds” brillerer med et perfekt langsomt tempo og en god portion melankoli – men uden, at det bliver flæberi. Tværtimod. Det er stærkt.

En smule tungere bliver bandet på albumlukkeren ”A Thousand Miles Away”, og selvom det ikke er pladens stærkeste nummer, er det skønt at høre Hangman’s Chair på fuld intensitet – og skønt, at nummeret har hele ni minutter at folde sig ud i. Pariserne kan sagtens mestre de lange numre.

Kommer gennembruddet nu?

Nå, konklusionen står jo egentlig øverst – men lad mig gøre det klart én gang for alle: A Loner er en fantastisk god plade fra et fantastisk godt band. At Hangman’s Chair endnu ikke har fået sit store gennembrud, er mig helt uforståeligt, og jeg håber virkelig, det sker med denne plade. Der er i hvert fald al mulig grund til det!