Sataniske hipsterhilsener
Heavy metal og satan er to ting, der passer perfekt sammen, lidt ligesom de autonome og brosten – visse religiøse sekter vil sikkert også mene, at det at kaste horn kan forvolde lige så megen psykisk skade, som en brosten kan fysisk. Men hvor fedt det end er at kaste horn, så kan man godt gå hen og synes, det er blevet lige lovlig mainstream. Så hvad gør man, hvis man gerne vil sende en djævelsk hilsen, men samtidig ikke være som alle de andre? Svaret kommer overraskende nok fra Grækenland og bandet Hail Spirit Noir, hvor Spirit Noir må siges at lugte lidt af Satan. Bandet er desuden aktuelle med den, måske, blasfemiske plade, Eden in Reverse.
Synth, syre og sci-fi
Eden in Reverse minder på mange måder om Opeths Heritage. Både i den forstand at der bliver stjålet med arme og ben fra rockens svundne æraer, og at det procentmæssige indhold af ekstremmetal er besnærende tæt på nul. Forskellen er dog, at Hail Spirit Noir tidligere gjorde sig i black metal, og i stedet for kun at høre prog-rock har grækerne også været en tur forbi den psykedeliske rock og diverse gamle sci-fi-klassikere.
Netop filminspirationen er et af pladens helt store trækplastre. De retrofuturistiske synthfladers kombination med de mørke syrede riffs er som trukket ud af Rumrejsen År 2001 og er intet mindre end imponerende. Fra den afdæmpede intro ”Darwinian Beasts” over den energiske ”Crossroads”, for til sidst at nå den storslåede endestation på ”Automata 1980”. Gennem hele pladen får man næsten følelsen af at flyde rundt i vægtløs tilstand ombord på et rumskib på vej mod Jupiter. ”The First Ape on New Earth” er godt nok en afstikker til Planet of the Apes, men når man allerede har transformeret én sci-fi-klassikers soundtrack til psykedelisk prog-rock/metal, hvorfor så ikke tage en mere? Specielt når man gør det så overbevisende. Ydermere så er Theoharis og Cons Margs vokalsammenspil yderst dragende og fungerer perfekt som guider til fjerne planeter. Når de så også på ”Crossroads” gæstes af Borknagars Lazare, når det op på et sådant niveau, at selv HAL 9000 ikke kan sige dem imod. Så skulle der være nogen, der har overvejet at opføre en rockopera over en gammel sci-fi -ilm, så er Hail Spirit Noir et umanerligt godt bud.
Men nu er det jo ikke Stanley Kubrick, der har indspillet denne plade og har brugt 127 takes for at gøre alt perfekt, og specielt pladens tre første numre er syndebukkene i dette tilfælde. De er ganske veludførte og har en smuk drømmende kvalitet, men de er et frygtelig langtrukkent bekendtskab og enslydende nok til, at man kommer i tvivl om, hvornår et slutter og det næste starter. Men manglende tidsfornemmelse er muligvis noget, man kommer ud for i rummet. Dog bringer det os til næste punkt. Der mangler simpelthen noget dynamik. Respekt til Hail Spirit Noir for at droppe black metallen, men at erstatte den med en mere syret guitarpedal er bare ikke nok. Inden de arkiverede det ekstreme, skulle de nok lige have kigget til Schweiz og set på, hvordan Darkspace kombinerer det ydre rum og black metal.
En sløv start på en ellers glimrende rumvandring
Sidder man og overvejer, hvilken plade astronauterne på Den Internationale Rumstation hører for at komme i den rette stemning, så bør svaret være Hail Spirit Noirs Eden in Reverse. Synth-flader og guitarriffs gør lytteren vægtløs og hiver dem med ud i rummet på rejse mod fjerne planeter. På trods af en lidt sløv første tredjedel så er det uden tvivl en plade, der vil kunne tilfredsstille selv den største sci-fi-nørd. Så længe man bare ikke forventer noget black metal.
