Franskmænd har tabt pusten på seneste album
På seneste album har franske Hacride lavet en musikalsk drejning mod noget mindre komplekst og mod noget mere umiddelbart. Seneste album har dog stadig et progressivt aftryk i form af komplekse rytmer. Jeg synes at Hacride på de to forrige albums til tider har mindet lidt om ligeledes franske Gojira, og det har været ærgerligt at Hacride har været overskygget af førnævnte Gojira. Af andre referencer kan nævnes bands som Textures og til dels også meshuggah og Mnemic på nogle numre.
På vokalsiden er brugen af råbevokal blevet nedtonet lidt i forhold til tidligere og brugen af mere ren sang blevet en større del af det musikalske udtryk (hvilket givetvis har noget at gøre med at Hacride har fået en ny forsanger). Det er der såvidt ikke nogle problemer i, men i tilfældet Back To Where You've Never Been har Hacride mistet nogle af deres kendetegn uden at erstatte dem med noget bedre (eller tilsvarende). Back To Where You've Never Been er i min optik alt for midtersøgende (med bl.a. en større rolle i lydbilledet til keyboard og samtidig kortere numre) uden reelt at have de nødvendige hooklines og eksplosive riffs, der virkelig skal til. Specielt de to forrige albums var meget in-your-face og samtidig meget komplekse, hvilket resulterede i en udfordrende lytteoplevelse - derfor var mine forventninger til det nye album da også høje, men langt fra indfriede.
Hacrides sange er stadig millimeter præcist udførte, så der er bestemt også ting, der er ved det gamle, og variationen er der bestemt tænkt over på dette album med mid-tempo sange ("Introversion"), tunge sange ("Overcome"), mere dystre sange ("Requiem For A Lullaby") og instrumentale numre ("Synesthesia" og "To Numb The Pain"). Men variationen er bare ikke nok til at sætte et aftryk på lytteren og så synes jeg i øvrigt det er lidt nærigt at have to instrumentale numre med på en fuldlængde med otte numre – men skal i hvert fald have en overordentlig god grund til det, og det virker ikke som tilfældet på Back To Where You've Never Been.
Nu er det ikke fordi at Back To Where You've Never Been er den rene ulykkelighed og jeg udelukkende er blændet af mine forventninger, men albummet lever blot ikke op til fordums styrke. Åbneren "Introversion" samt de to afsluttende numre har deres momenter uden dog at kunne udnævnes til favoritter, når man kigger Hacrides diskografi igennem.
