Antikke venner

Ifølge den romerske naturhistoriker (en titel, der skal tages med et gran salt, hvis man undersøger hans tanker) Plinius den Ældre er gryller en reference, en ode endda, til den græske maler Antifilos, der var en berømt/berygtet karikaturtegner, hvis mest kendte værk var af en herre ved navn Gryllos – som betyder gris. Antifilos’ karikaturtegninger var ofte diverse kombinationer af dyr (både ægte og fabeldyr) og mennesker, og takket være netop den berømmelse, som Gryllos-tegningen gav ham, kalder vi nu den slags spottende tegninger for gryller. Netop dette satiriske og humoristiske aspekt er så sandelig også et, der er at finde i Antiq all-stars-bandet Grylle. Dette vanvidsensemble er et utroligt klassisk band fra netop dette selskab, og i og med ejeren af hele butikken, Hyvermor, også er med ombord, så er det næppe så sært. Egrotants, Souffreteux, Cacochymes, Covidards er gruppens andet værk – og tro mig: Titlen er måske nok det mindst fjollede, så hold på kofte og stridsplejl, nu går det amok!

Den mørke middelalder

Som så utroligt mange andre bands fra Antiq så gør Grylle sig i middelalderblack: altså en kombination af folk og melo-black, som ofte inkorporerer diverse middelalderlige aspekter. Det kan være alt lige fra sangteknikker, melodier til skæve instrumenter – eller alle disse. Grylle har dog valgt at tage det middelalderlige endnu mere seriøst end fx Véhémence ved så vidt som muligt at undgå brugen af moderne instrumenter. I stedet for en elguitar bliver man præsenteret for et hav af diverse strengeinstrumenter, fløjter, harper og sågar sækkepiber. Bevares, der er stadig masser af dobbelt stortromme og blastbeats, men der er også tamburiner og bjælder. Al lyrik er, naturligvis, på fransk, og helt generelt er Grylle mere fransk end at stå på toppen af Eiffeltårnet, mens man ryger en baguette og indtager rødvin intravenøst. Stilistisk set minder Grylle om både Moisson Livide og især Véhémence. Dog er det lidt mere i en lightudgave, og der mangler fokus i forhold til både sangskrivning og stilen. Det er, som om bandet ikke helt kan finde ud af, hvor de vil hen – selvom humoren afgjort forbliver intakt hele vejen igennem albummet. Hvis numrene, helt generelt, havde været kortere, så havde værket stået stærkere, men desværre har musikerne en tendens til at tabe fokus og spille de samme passager for længe, så man kører nemt sur igennem de mange numre. Der er dog, trods dette, ikke en finger at sætte på de involveredes kunnen; især er blæsersektionen eminent. Sjældent har trompeter og black metal klædt hinanden så godt.

Skørt, sjovt og udvandet

Egrotants, Souffreteux, Cacochymes, Covidards er et sjovt og kreativt værk fra et pladeselskab, der excellerer[1]  i netop at skabe den slags musik. Musikken er god, musikanterne er gode, og derfor burde alt jo være godt – nes pas? Både-og. Albummets største ulempe er så afgjort, at trods sin unikke tilgang så minder det så meget om den slags skiver, man forventer fra netop Antiq, så derfor ender man med noget, der mestendels lyder som en fortyndet udgave af noget, som andre af selskabets orkestre har præsteret.