Slow Funeral

Før han blev hyret til at være vokalist i Dark Funeral, havde Heljarmadr (eller Erik, som han nu engang hedder) travlt med sit eget band Grá, og da Dark Funeral ikke har så travlt med at udgive plader, har Grá da også formået at pumpe fire albums og en enkelt EP ud. Det fjerde er Lycaon, og det virker til, at alt er, som det plejer i Grá Lejren – på godt og ondt.

En homage til de blå-gule kötbullar

Bandet betegner måske nok sig selv som et black metal band, men der er nu lige så meget melodisk dødsmetal over Lycaon, som der er black metal. Men mest af alt så lyder Grá bare helt utroligt svensk, og ikke kun fordi lyrikken – primært – er på svensk, men fordi hvert eneste sekund emmer af stort set alle de store svenske ekstremmetalbands, som er kommet før. Jeg siger ikke, at ”svensk metal” i sig selv bør være en genre, men på sin vis er det nok den mest passende mærkat at pådutte Lycaon. Eksempelvis stinker åbningsnummeret, ”White City Devil”, af Amon Amarth, titelnummeret kunne nemt være Arch Enemy, ”Flame of Hephaestus” har nogle stærke Dissection-elementer, og slutteligt har vi lukkeren, ”Jaw of the Underworld”, der lyder som en gemt og glemt Bathory-instrumental – og meget apropos får vi da også et covernummer af Bathorys ”Chariot of Fire” halvvejs igennem albummet, hvilket ret beset er dybt unødvendigt. Ergo virker det nærmest til, at Grás største mission her i livet er at hylde sin nations metalscene og metalhistorik, hvilket egentligt er prisværdigt. Og trods det at bandet nu engang lyder som så mange andre, så formår de qua den misk-mask, de roder rundt i, at lyde forholdsvis unikke, hvilket vel egentligt er imponerende nok.

Men nu må rosen også få en ende, for når alt det er sagt, så er Lycaon måske nok en godkendt udgivelse, men så heller ikke mere. Vi er langt fra der, hvor vi for alvor er oppe på de helt høje nagler. Der er simpelthen for langt op til de helt store karakterer og der, hvor der knipses i stedet for klappes.

Jeg savner nytænkning, og mest af alt så savner jeg et hit, for det er for alvor det, som Lycaon mangler. Fem ud af otte numre er bestemt udmærkede, men der er desværre ikke et af dem, der har, hvad det kræver for at være et reelt hit, da de alle har en række skønhedsfejl som den skingre guitarsolo i ”Flames of Hephaestus”. Eller tag nu ”Ett Avskedsbrev”, som begynder supergodt med en fin basgang, men så slutter af med en komplet ligegyldig melodisk passage, som blot formår at trække sangen i langdrag. Det langdrag fortsætter langt ind i næste nummer, ”Brännmärkt”. Et nummer, som nok egentligt burde være blevet droppet.

Derudover ser jeg fortsat ingen grund til at inkludere covernumre eller ligegyldige instrumentalnumre.

Udmærket, men forglemmeligt

Lycaon er ikke en dårlig udgivelse, men det er heller ikke en udgivelse, der vil være at finde på nogen AOTY-lister, når vi nærmer os december 2023, det er så sikkert som amen i kirken. Om Grá har, hvad det kræver til virkelig at ramme plet, er jeg faktisk i tvivl om. De beviser, at de kan skrive ganske fin musik, men samtidig beviser de også, at de ikke kan skrive hits eller ørehængere – og så er det vel lige meget? For hvad hjælper det, at musikken er udmærket, hvis den ikke sidder fast, så jeg hører det igen og igen? Intet.