Tidlige avant-gardister
På trods af, at italienske Gory Blister har eksisteret siden 1991, er de ikke just et velkendt navn på dødsmetalscenen. Det er egentlig synd, for deres debutalbum fra 1999, Art Bleeds, er en nærmest avant-garde skive af teknisk-melodisk dødsmetal á la Death-møder-Voivod. Jeg aner ret beset ikke, om debuten fik den modtagelse, den i mine øjne fortjente, men opfølgeren Skymorphosis gav gruppen muligheden for at turnere i Europa sammen med Sadus og Darkane. I dag er det min fornøjelse at præsentere Blisters sjette studiealbum, 1991.Bloodstained, så lad os trykke ”afspil” og -
Tætpakket teknik
- Hold da kæft, hvad skete der lige? ”Trails of Lies” kommer blæsende ud af højttalerne, drevet af højtempo tremolo-riffing, og på knap tre minutter spilder den ikke et sekund med… hvad man nu laver, når man ikke riffer. I forhold til de tidlige albums er skiftene på 1991.Bloodstained mere flydende, fordi Blister har skruet ned for Voivod-referencerne og erstattet dem med Amott-æra Carcass. Sidstnævnte er dels grundet den semimelodiske riff-og-lead-baserede tilgang, men primært på grund af nuværende vokalist Paolo ”St. John” Quaglia, hvis Jeff Walker-agtige growl bekommer musikken vel.
Det skal nævnes, at jeg ikke fandt hverken hoved eller hale i 1991.Bloodstained til at begynde med, men det kom efter et par koncentrerede gennemlytninger. På trods af velskårne sanglængder og en nådig tilgængelighed i de individuelle stykker, rummer musikken en vis kompleksitet qua at det er meget tætpakket. ”Anthropocene”, for eksempel, har flere forskellige stykker på blot to minutter og fyrre sekunder end mange sange på den tredobbelte længde, og gennem hele albummet krydres rytmefigurerne med velvalgte variationer i riffs og leads; så godt som intet får lov til blot at blive gentaget fire-otte gange.
Indtil man lærer sangene bedre at kende, er der heldigvis nogle sylespidse hooks, man kan stikke sig på, så man kommer tilbage efter mere. Her nævner jeg i flæng de rullende leads i begyndelsen af ”No Shadow”, det hektiske indledende tremolo-riff på ”The Frailty of Life” og det headbanging-inducerende omkvæd i ”Mutable Past”. 1991 har desuden længden med sig; Gory Blister har holdt længden på 35 slanke minutter, så man når ikke at kede sig førend det er overstået. Dog er de sidste fem minutter helliget et cover af Metallicas ”Damage Inc.”, så gruppens eget materiale varer kun en hårsbredde over en halv time.
Enkelte ridser i lakken kan findes hvis man tager monoklen på. Jeg kan faktisk godt lide det guitar-drevne mellemspil ”Mother”, men den spænding og forventning, der opbygges, formøbles af den semi-jazzede intro til ”My Insanity”. Nogle af albummets guitarharmonier, navnlig på titelsangen og ”The Last Call”, er lidt letkøbte og overskygges af resten. Produktionsmæssigt er guitarerne proppet op i forgrunden i et allerede komprimeret lydbillede, hvilket bliver trættende selv på den korte spilletid. Af samme årsag lyder de heller ikke helt så organiske, som de kunne.
Alt, hvad der skal til
Det tog sin tid at lære 1991.Bloodstained at kende, men det har været tiden værd. Gory Blisters hektiske blanding af højttempo tremolo-riffs, harmoniserede leads, solide refræner og hyppige temposkift er absolut en oplevelse, man ikke skal snyde sig selv for. Mine høretelefoner er ikke naglet til ørerne hvert eneste sekund, og jeg ville gerne have haft en mindre anmassende produktion, men 1991.Bloodstained er ikke desto mindre et pissefedt teknisk og melodisk dødsmetalalbum.
