Franske Gojira er ude med deres fjerde album, "The Way Of All Flesh", og det er nu de skal bevise at de er værd at lytte til. Deres tredje album, "From Mars To Sirius", var det album der fik dem til at bryde igennem på radaren hos den almindelige metalfan, og etablerede dem som et band, der ikke længere var up-and-coming.

"The Way Of All Flesh" er en kompleks sammensmeltning af Dødsmetal, Prog, Thrash og endda også Industrial hist og her, men mest af alt er den tung. TUNG. Tungere end tung. Tænk Meshuggah, men ikke så thrashet. Gojira får bygget en massiv lydmur op i deres numre og man kan ikke lade være med at headbange, men fordi de ikke er melodiske, har man svært ved at huske og skille sangene fra hinanden, på de første 3-4-5 gennemlytninger. Sangene på albummet er meget monotome, på den måde at Gojira holder sig til sin opskrift og svinger ikke fra den på noget tidspunkt. Lyt til numre som "Oroborus", "Toxic Garbage Island" eller den ultratunge "Yama’s Messenger" og du vil forstå hvad jeg mener. Gojira er ikke et typisk dødsmetalband og er svære at putte i en boks. Nogle gange er de så progressive at det næsten bliver avantgarde. Det er teknisk metal, spillet af meget dygtige musikere, som går op i detaljer som den almindelige metalfans måske er ligeglad med, men hvis du kan se bort fra det, eller du ligefrem kan lide den slags, så er Gojira værd at checke ud.