Alle Bukke Brusene bliver kørt igennem benknuseren. Det er brutalt, men ikke nær så tilfredsstillende som håbet
Som en sav, der skærer igennem marv og ben
Goatwhore. Bare navnet i sig selv forpligter og skaber en forventning om musik i den ekstreme ende af metalgenren, og bandet lever atter en gang op til deres forpligtelser om en gang hadsk og ubarmhjertig metal her på syvende album. New Orleans-bandet udsendte første EP i 97 og har stille, men sikkert, spist sig mere og mere igennem metalgræsmarken. Det kulminerede i 2006, da bandet udgav albummet A Haunting Curse igennem mægtige Metal Blade. Nu er de ude med syvende album i rækken af groteske sataniske vers, og de står utrolig skarpt, men med en ærgerlig forudsigelighed.
De er stadig vrede og meget glade for Satan
Denne skribents opmærksomhed faldt på Goatwhore med deres album fra 2009, Carving Out the Eyes of God. Det faldt lige der, hvor man bare syntes, det hele var for pænt, finpoleret og overproduceret. Deres aggressive rå tilgang og fandenivoldske fremtoning gik rent hjem, så det var med en vis glæde, at jeg nu befandt mig med deres nye værk. Overall er det et ganske flot album, som er tro mod deres lyd og omdrejningspunkt. Det er stadig råt og aggressivt, og de er stadig meget glade for Satan. Trve kvlt ind til benet!
Albummet åbner mere melodisk ud end forudset med nummeret ”Forsaken”. Der er simpelthen noget voldsomt dragende og hypnotiserende ved deres guitarriffs, som bare får en til at kaste hånden knyttet mod himlen. Man kan fornemme, at black metal-elementerne får mere og mere overtag i lydbilledet, og det gør kun oplevelsen dét bedre. Deres blanding af death, black og heavy metal, sat sammen med en overbevisende vokal, danner et fedt fundament på Vengeful Ascension. Gode eksempler på dette er numrene ”Under the Flesh, Into the Soul” og den satans lede ”Drowned in Grim Rebirth”. Hold nu kæft, det holder! Det emmer af vrede og had og er simpelthen… Hold nu kæft… Undskyld, midterste guitarstykke indtræf lige. Det er bare fandens lækkert! Det er nok et af de fedeste numre, jeg har hørt med Goatwhore. Den får lige endnu en afspilning!
Spil den med Goatwhore!
Okay, de har endnu en gang produceret nogle mesterlige sange; det er der vist ingen tvivl om. Den ærgerlige forudsigelighed medfører, at der som sådan ikke bliver taget mange chancer. Jeg havde nogle forventninger, og de blev indfriet. Det satte lidt en dæmper på wow-effekten. Albummet som helhed bliver en smule for meget af det samme i længden, og det synes jeg egentlig altid lidt har været et problem. De kan sagtens sammensætte nogle voldsomt lede sange, hvor de bare banker den i kælderen og sætter tempoet lidt ned. De brager derudad med 666 km/t, og det fungerer jo også. Det bliver bare for meget. ”Forsaken”, titelnummeret og ”Abandon Indoctrination” viser, at de uden tvivl kan holde niveauet og ondskaben i lavere tempo. Sidstnævnte starter ud i det kendte dødslokomotiv, og så indtræffer der et lækkert downtempo. Det giver albummet lidt mere dynamik og stemning. Det er sådan set det eneste ”men”, jeg har med dette album. De skal naturligvis holde fast i det, som de gør bedst, og det er uden tvivl det tempofyldte, men de må godt udforske dem selv lidt mere. De gør det som sagt lidt, men de kan sagtens grave dybere. Det kunne være rigtigt interessant. Når det så er sagt, skal det altså også være sagt, at det er et pisse godt album! Alt forladt, men når man har at gøre med et band, som ens hjerte virkelig banker for, så går der nørd i den. ”Spil den med Satan” skal pr. dags dato omskrives til ”Spil den med Goatwhore”, for Satan er stadig meget stærk i dette band, og det er noget, vi kan lide! Og så får ”Drowned in Grim Rebirth” sgu lige endnu en afspilning.
