Tag med til kongeriget Fyfe, og hør de lidt sært skrevne, men velspillede historier om Angus McFife

Der var engang en mand ved navn Christopher Bowes. Han havde et band ved navn Alestorm, men ville gerne udforske de mere symfoniske og episke sider af metal. Han slog sig sammen med blandt andet forsangeren for Emerald, Thomas Winkler, og dannede Gloryhammer. <i>Tales From The Kingdom Of Fife</i> er deres debutalbum, og jeg er bestemt ikke skuffet.
 
Vi starter med den onde profeti om byen Dundees fald, som den blev sagt af Anstruther. Nummeret fungerer som intro, og hedder (overraskende nok) "Antruthers Dark Prophecy". Nummeret har alt hvad en episk power-metal intro indebærer, både orkester, trommer og en sjov stemme, der skal forestille at være ond. Efter introen introduceres vi så for de onde kræfter der overtager Dundee: Enhjørninge. Levende døde enhjørninge, fortryllet af en ond troldmand ved navn "Zargothrax". Sangen er velspillet, og det lykkedes dem at give musikken en kamp-fornemmelse, selvom en enhjørninge-invasion ikke er så nem at tage seriøs. Efter et imponerende første indtryk af albummet, bliver vi introduceret for helten på næste nummer. Nummeret (og helten) hedder "Angus McFife", og er det mest lyttervenlige nummer på albummet. Forsangeren giver en rigtig god præstation, selvom noget af lyrikken er ret mærkeligt skrevet. Det ser vi desværre mange steder. Udover dette, er nummeret et meget klassesk power-metal nummer, så det kan nærmest ikke betale sig at beskrive det nærmere.
 
Nu har vores helt Angus McFife så begivet sig ud på sin farefulde færd, og det første han skal, er at få fat i den såkaldte "Hammer Of Glory". Det gør han på "Quest For The Hammer Of Glory". Det er et midt-tempo nummer, og det lykkedes dem at give lytteren en "jeg rejser meget langt"-fornemmelse, og samtidig er sangen virkelig catchy.
Efter at Angus MfFife har fået fat i hans hammer, drager han videre for at finde en magisk drage. Den historie får vi på nummeret "Magic Dragon". Det foregår i lidt over midt-tempo, og med en imponerende præstation fra keyboardspilleren, i form af Christopher Bowes (Oprindeligt fra Alestorm). Der er også lidt orkester på, men sangen er stadig meget solid, og er (som tidligere) meget catchy. Christophers præstation bag keyboardet topper ved hans solo, som dog ikke er særlig hurtig, men utrolig velspillet, og glider perfekt over i guitarsoloen, næsten lige som Rhapsody Of Fire er kendt for.
 
Efter at Angus McFife har tæmmet dragen, flyver han videre, med sin hammer i hånden. Han flyver ud for at finde en frossen prinsesse, som han skal befri fra en ond besværgelse. Sangen er den eneste stille på albummet, og det lykkedes dem rigtig godt. De har deres intrumenter med uden at de ødelægger orkestrets præstation, og der er også en lille snert af epsikhed. I de sidste omkvæd synger en kvindelig stemme med, som giver det hele lidt mere dybde. Desuden er det også den mest velskrevne på albummet.
Det lykkedes Angus at befri prinsessen, og straks er vi videre. Nu leder han efter en såkaldt "Amulet Of Justice", som sangen også hedder. Sangen er sat meget op i tempo, og er måske en af de hurtigste, og den mindst velskrevne,  i stærk kontrast til nummeret før. Flere gange lyder teksten sjov, og til tider giver den overhovedet ikke mening. Dette gælder blandt andet omkvædet. Sangen er dog utrolig velspillet, og igen brillierer Christopher på klaver, samtidig med at guitaristen også gør et rigtig godt job.
 
Nu har Angus en hammer, en drage, en prinsesse, og en kraftfuld amulet. Det eneste han mangler er en hær, og hvem er bedre at spørge, end nogen der aldrig har tabt en kamp? Han rejser mod øst, til Crail, hvis krigere er de mægtigste i landet, og så ridder de på ørne! Det beskrives i sangen "Hail To Crail", som er en af de mere langsomme, men solide. Her kan man virkelig høre hvor dygtig forsangeren er, og den kraft han ligger i stemmen, specielt til sidst i sangen. Igen er sangen virkelig catchy, og guitarsoloen er en af de bedre. Teksten er dog ikke særlig godt skrevet, men dog ikke på niveau med "Amulet Of Justice", da sangens lyrik giver mening hele vejen igennem.
Derefter kommer der et instrumentalnummer, som hedder "Beneath Cowdenbeath", og her gør musikerne sig virkelig umage. Det er dog svært at vide hvad der sker, da der ikke er nogen tekst at lytte til.
 
Til sidst kommer det store slag så. Angus McFife sidder på ryggen af dem magiske drage, med hans Hammer Of Glory i hånden, hans amulet om halsen og en hær af riddere på ørne ved sin side. Prinsessen er der også, men der beskrives ikke nærmere i sangen. Sangen om den store kamp går under navnet "The Epic Rage Of Furious Thunder", og starter med en episk intro, hvorefter Angus of Co. så ræser i kamp, og det kan høres på musikken. Guitaren og trommerne har en intensitet ikke tidligere set på albummet, og lyrikken er også velskrevet, i sådan grad man har et klart billede i hoved af hvad der foregår, langt det meste af vejen. Der er også stille stykker, som de får til at fungere rigtig godt med den energiske og intense del. Til sidst i sangen besejrer Angus McFife den onde troldmand Zargothrax, og fængsler ham i "et bur af evig frost" (som de så smukt beskrives i sangen), og enhjørningene befries fra deres forheksede død. Alt er igen fred og fordragelighed i kongeriget Fyfe, og Dundee genopbygges.
 
Jeg har selv været meget spændt på at se hvad Christopher Bowes har fundet på med Gloryhammer, og jeg må sige at jeg ikke er skuffet. Hele albummet er utrolig velspiller, selvom det bliver ret standart power metal til tider. Samtidig lykkedes dem rigtig godt at lave en historie, og ikke mindst fortælle den, selvom lyrikken er meget mærkeligt skrevet til tider. De musikere, som Christopher har fundet udfører deres arbejde rigtig godt, specielt forsangeren, som gør et ekstraordinært stykke arbejde.
På trods af de skavanker albummet har vil jeg til enhver tid anbefale Tales From The Kingdom Of Fife, og jeg glæder mig allerede til andet album fra Gloryhammers side.

Hvis du køber bonusversionen får du nummeret "Wizards!" med. Jeg har ikke  selv haft mulighed for at høre det, men ud fra albummet at dømme skulle det være de ekstra penge værd.