Evig hvile med afbrydelser
Bedst som man havde lagt sig godt til rette i mausoleet, trukket marmordynen godt op om ørene og fået sig en time eller 28000 på øjet, så hiver Glemsel alle sjæle, spøgelser og andre gespenster ud på dansegulvet igen. Dette skal dog på ingen måde forstås som brok. For i de knap halvlandet år, der er gået, siden Demo viste, hvor det black metalliske skab skulle stå her til lands, har man godt kunnet bruge en søvnløs nat eller to på at se frem til, hvad den københavnske kvartet nu finder på. Men midt i marts er Glemsel klar med deres debutplade, Forfader.
Tag min sjæl og send den til himmels
Det er selvfølgelig stadig andenbølge black metal, som Glemsel begiver sig ud i. Ikke så meget ”Se Fantoft stavkirke og dø”, men mere ”Se et monument til efterlivet og dø” – jeg tror dog ikke, Lone Kellermann ville være fan af nogen af de to. Men i forhold til Demo så er lydbilledet blevet noget mere fyldigt, poleret og med plads til de store armbevægelser.
Hvor man på Demo blev hevet ned i krypten, så gør den ekstra fylde og de større armbevægelser Forfader til en mere storslået plade, der drager lytteren mod kirken – og hvilken kirke. Efter en mild vækning af ”Arv” sender ”Mod Afgrund” med dragende melodiske og iskolde atmosfæriske toner lytteren ud i den smukke stjerneklare nat og hen over den frostdækkede kirkegård, hvor gravstenene står badet i fuldmånens skær. På ”Savn” åbnes kirkedørene langsomt og knagende. Men i det øjeblik, man træder indenfor, skyller de storslåede hypnotiske riffs ind over lytteren, og kirken fyldes med vildtfarne sjæle. Halvvejs inde i nummeret viser Glemsel dog, hvor højt til loftet der egentlig er på Forfader. Ledt an af, hvad der bedst kan beskrives som en guitar, der emulerer et keyboard, som emulerer et kor fra det hinsides, rammes man af en stemning og atmosfære så voldsom og overvældende, at det er lige før, man selv føler trang til at forlade denne eksistens. Fortabte sjæle stiger først mod kirkens hvælving og derefter videre op mod de funklende stjerner og den evige hvile.
Og dette er kun halvdelen af pladen. Den resterende halvdel fortsætter i samme voldsomt betagende stil. De dragende ekkofyldte riffs fra ”Det Gamle Må Vige” gjalder fra klokketårnet ned gennem kirken, og som lytter er man tryllebundet uden mulighed for at undslippe de dystre toner. Op ad vindeltrappen bliver man ført, og i de afsluttende minutter af ”Ansigterne” er det som at stå i klokketårnet og se den gryende sol så småt begynde at titte over horisonten.
Men man kan spørge sig selv, om der i dette tre kvarter lange epos slet intet negativt er at sige. Og jo, der er to ting. ”Mod Afgrund” har to sektioner, hvor Glemsel reducerer armbevægelserne fra 11 til 8, og ”Ansigterne” er lidt lang tid om at komme i gang. Dette er dog ikke noget, man opdager, medmindre børn, kone, hund, kat eller andre plagsomme eksistenser bryder Glemsels fortryllelse.
Ukuelig arbejdsmoral
Det er kun to år siden, at Glemsel debuterede med Unavngivet, men med Forfader lyder det til, at bandet har samlet erfaring i størstedelen af en menneskealder. Forfader er en dragende og formidabel plade, der rammer lige i hjertekulen på enhver, der kan lide deres metal iskold, atmosfærisk og med så højt til himlen, at det kun er stjernernes funklen, man kan se.
