Gejstlig galning

Ghost har lige så mange fanatiske tilbedere, som de har arge modstandere. Deres teatralske musik bliver affejet med et ”det er ikke metal”, og deres koncept bliver set af kritikerne som en gimmick. Men bandet og deres fans ænser ikke nejsigerne. Ghost er stadig på vej op, ridende på en bølge af okkultisme, ørehængende melodier og sans for showmanship. Uanset om man er for eller imod Tobias Forges modus operandi, ved man udmærket godt, hvem Ghost er, hvordan de lyder, og hvad deres ”ting” er. Men det stikker dybere end blot en lang række af ”nye” frontmænd og skiftende, anonyme, øvrige medlemmer; det er ikke blot noget, de finder på for at holde sig i rampelyset. For hver ny pave, en ny plade. For hver ny plade, et nyt tema. Men med Prequelle er den efterhånden tiltagende monotoni med en endeløs række af frontfigurer brudt, og et nyt navn bringer nye tider med sig.

Satan bruger fløde i kaffen

Mit første indtryk af pladen var dog, hvis jeg skal være helt ærlig, ikke særlig godt. Jeg havde en svær start med dem, og det var først til koncerten på Copenhell i 2015, at jeg kunne se fidusen i dem. Derfor følte jeg en vis form for skuffelse, da mine ører ikke hørte, hvad jeg håbede på. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at mine første nedskrevne ord ikke ligefrem var positive, og at jeg kunne mærke min begejstring for deres eksistens dale. Men efter monomanisk at have lyttet til og læst om Prequelle begyndte jeg atter at forstå, hvorfor Ghost er blevet så store. Det er et gennemført, gennemtænkt og genialt projekt. Manden bag maskerne blev afsløret sidste år, og i stedet for at lade det standse sig har han taget udfordringen op og inkorporeret det i sin fortælling. Nu skal vi pludselig trækkes med en fedtet lille kardinal med et fedtet lille overskæg, der repræsenterer en plade, som nok er umiskendeligt Ghost, men er helt anderledes, end vi hidtil har set. Den kringlede baggrundshistorie melder, at ”Cardinal Copia” skal gøre sig fortjent til titlen som ”Papa Emeritus IV”, og det bliver så med denne plade, som ganske passende bare hedder ”forløber”. Og der er noget at leve op til – det er ikke tilfældigt, at den mest populære pave af dem alle repræsenterer det album, der for alvor fik dem på verdenskortet: Meliora, som hev en Grammy hjem.

Ghost lader sig ikke bare sådan forklare. Det er ikke kun musikken, deres fans samler sig om. Det er teksterne, teknikken, showet og den enorme mængde energi, der bliver lagt i at gøre det til en samlet enhed. Og efter at have lyttet til dette, deres fjerde fuldlængdeudspil, som en gal må jeg atter overgive mig til deres besynderlige univers. Hele pladen er bundet sammen af en kreativ tilgang til tidløse tekster, der på underfundig vis afspejler en civilisation balancerende på afgrunden – det være sig den sorte døds hærgen i Europa eller en moderne verden fra forstanden. Død, alskens sygdomme og Satan er emner, der er vendt til hudløshed af alle metalbands i alle afskygninger, alle vegne, alle dage. Men aldrig som her. Første nummer efter den sigende intro ”Ashes” er ”Rats”, som åbnes med et pågående riff, der oser af Ghost, og det sætter standarden for tempoet på et nummer, som leverer en febervild stemning. I ”Faith” får du en flamboyant omgang anløben frelse, komplet med hammondorgel, rasleæg og en smukt udført kirkeorgel-overgang til næste nummer. Du kan lade dig forføre af ”Miasma”; et instrumentalt nummer, som byder på saxofon, synthet 80’-erstemning og syngende guitarharmonier, der væver sig ind og ud mellem en diskret, progget undertone. ”Dance Macabre” er skamløs stadionrock, som – taktfaste trommer og syng-med-venlige vers til trods – dykker ned i, hvad der venter os alle for enden af vejen. Jeg kunne blive ved, men der sker rigtig meget på de blot 41 minutter, albummet varer. Der er en god kompleksitet i deres musik, men det kræver virkelig, at du har tiden og lysten til at sætte dig ind i glam-obligatorisk powerballade-doom-klassisk rock-Kiss Diamond-80’er rock med en mand, som er vokset op med Ace of Base i radioen, bag roret.

Pave på prøve

Eksperimentet i sig selv er ganske vellykket, men som helhed er det en plade, jeg stadig debatterer med mig selv om. Er Tobias et misforstået geni, eller har han bare misforstået noget? Numrene glider forbi ét efter ét og efterlader ved første lyt ikke noget stærkt indtryk – men giver man det en chance, skal det nok bide sig fast. Som fan må jeg konstatere, at de mangler et nummer, som kan måle sig med den tryllebindende ”Year Zero” eller den strålende ”Cirice”. Bevares, de to singler ”Rats” og ”Dance Macabre” er velskrevne og lige så catchy som byldepest, og de er hver især glimrende eksempler på det niveau, du kan forvente af pladen – men der er intet ekstraordinært at finde i denne omgang. Det er deres absolut mest svulstige og poppede omgang til dato, men man kan ikke fornægte, at deres musikalske rødder stadig stikker dybt i en tid, hvor det ikke handlede om at være tungest eller mest brutal. Det er et forsøg på at sammenflette grundidéen i klassisk rock med et ultra-teatralsk islæt, og hvis alle skulle holde sig inden for metallen i deres søgen efter inspiration, ville det resultere i ensformighed. Jeg er glad for, at der findes et band som dette, som i den grad formår at udfordre folks holdninger til dem – og det kommer de til at blive også i denne omgang. Kardinalen får chancen for at bevise sin kunnen, og så må tiden vise, om titlen som overhoved for menigheden bliver hans. Afslutningsvis vil jeg opfordre alle til at møde op til koncerten på Copenhell og med egne øjne opleve det dramaturgisk mest overlegne bevis på, at mørke har mange facetter.