Potentialet og ambitionerne er store på Ghost Iris’ andet og hidtil bedste album

Det store skyts bliver kørt i stilling

Ghost Iris er ude med efterfølgeren til deres debutalbum, Anecdotes Of Science & Soul, og det er tydeligt, at der virkelig er kælet for hver en detalje og riff på dette album. Blind World er på mange måder et fandens potent og ambitiøst album, som tager kampen op og forsvarer bandets plads som landets førende metalcore-band. Der har nemlig det seneste års tid spiret adskillige core-bands i det danske land, så vi er stærkt repræsenteret i genren, og Ghost Iris slår fast én gang for alle, at de er nogle af de stærkeste repræsentanter, vi har.

Det store skyts bliver kørt i stilling, for nu skal der hul igennem til udlandet, men så sandelig også herhjemme. Bandet er med stor hast ved at bryde fri fra undergrunden – hvilket tilføjelsen til sommerens Copenhell-program bevidner – og er også i fuld gang med at gøre sig bemærket i det store udland, da bandet har turneret i England og Tyskland.

Teknisk brillante med en knivskarp produktion

Blind World følger op på den glimrende debutplade og bygger videre på bandets tekniske og melodiske univers. De har hvervet en ny mand på basfronten, og det er meget tydeligt, at der er blevet kælet mere for den position, da bassen er noget mere fremtrædende end hidtil, og det giver en helt ny dimension til deres lydbillede. At bandet er teknisk dygtige, har aldrig været nogen hemmelighed, og det gør sig også i særdeleshed gældende på dette udspil, hvor de knivskarpe guitarpassager virkelig sidder lige i skabet og er med til at vise bandets store internationale potentiale.

Den får vitterligt alt, hvad den kan trække på alle fronter, og for mig virker det nogle gange, som om at den lige får lidt for meget på nogle punkter. Det gælder specielt vokalsiden, som der mange steder ikke er en finger at sætte på, men til tider bliver en anelse for ihærdig. Hele registeret bliver kørt igennem, og her synes jeg godt, man kunne have forenklet det lidt, for det kan til tider blive en smule overvældende. Det bliver for meget af det gode. Det er godt langt hen ad vejen, men de mangler nogle steder, hvor de får en med på vognen igen på det hurtige core-lokomotiv. Jeg forstår til fulde alt den anerkendelse og ros, de høster i kølvandet på dette album, men jeg kan også godt sætte mig ind i, at albummet langt fra henvender sig til alle med hang til metalcore. De progressive og djent-lignende passager giver et mesterligt og overvældende billede af, hvor bredt deres musikalske kunnen favner. Hver en skæring sidder lige i skabet, fulgt op af en knivskarp produktion. Jeg savner bare lidt mere kant og attitude. Det hele bliver en anelse for pænt og finpoleret, og de kan sagtens tillade sig at være tro mod dem selv og deres genre ved at – billedligt talt – få lidt mere jord op under neglene. Et godt eksempel på, hvor de virkelig lykkes med det og viser lidt mere aggressivitet, er åbningsnummeret ”Gods Of Neglect”. Hver ting med måde. Et andet sted, hvor de lykkes rigtig godt med den mere finpolerede side, er singlen ”Pinnacle”, hvor det hele går op i en højere enhed, og nummeret formår, på trods af sine tekniske passager, at brænde sig fast på nethinden. 

Time Will Tell

Tiden vil vise, om Ghost Iris med dette album får hul igennem til det store udland, men jeg er nu ret overbevist om, at det med dette udspil ikke bliver noget problem, for de viser virkelig format, og selvom jeg mangler lidt mere attitude og kant, så overskygger det bestemt ikke, at det er et rigtig godt album.