Ghost Bath hyler sig i himlen på smukke og krævende Starmourner
Farlige forventninger
Da amerikanske Ghost Bath for omkring et år siden udgav Moonlover, var undertegnede den glade anmelder, og også deres koncert på BETA fik et par kærlige ord med på vejen af yours truly. Efter en lidt lunken start fik jeg øjnene op for deres depressive post-black og sluttede min anmeldelse af med at konstatere, at her ”går det grimme hånd i hånd med det smukke”, og det er lige præcis, hvad der er sket endnu en gang blot med den ene forskel, at jeg denne gang havde høje forventninger til dem. Og det kan godt være farligt, noget enhver verdenstræt skabsmisantrop vil nikke genkendende og surt til. Forventninger avler altid skuffelse, og jeg tilstår, at der var overordentlig stor risiko for, netop det ville gøre sig gældende, da jeg først hørte Starmourner.
Guddommelig gråd
For da den milde klaverintro var klinget af, og albummets første rigtige skæring ”Seraphic” riffede ud af mine højttalere, tabte jeg underkæben, og mine notater lød således, og jeg citerer: ”What? How? WHY? Hvorfor lyder de som et power/heavy-band? ER DET DUR, DET DER? Nameless:”Hyyyyl” Okay, så kender vi dem igen.” Det efterfølgende nummer, andensinglen ”Ambrosial”, var, fra allerførste færd, umiskendeligt Ghost Bath; vokalen mindede mig på daværende tidspunkt om den skrigende ged fra Youtube, og alt det jeg fandt charmerende ved det foregående udspil var overhovedet ikke at finde nogen steder – desuden kunne ærligt talt ikke se det fede i at høre på Nameless' tuderi i 77 minutter. Men selvom metaltrætheden allerede havde indfundet sig, og jeg var begyndt at stille spørgsmålstegn ved de livsvalg, der havde ledt mig hertil, skete der pludselig noget. Jeg blev distraheret af det rent musikalske og indså, at det her nummer er et af den slags, man bare VED vil gøre sig godt på en scene. Det var en åbenbaring, der viste sig at omfatte godt og vel resten af albummet, komplet med dets højtflyvende og klokkeklare guitarnørklerier og den tilsvarende triste vokalisering.
Der er ikke længere umiddelbar fare for, at letpåvirkelige lyttere drukner sig i badekarret til tonerne af GB's ultra-depressive og selvmordsinducerende eulogier. I stedet for at beskue sine egne tunge fodtrin, kigges der nu opad og mod de frygtindgydende horder af specialdesignede elitetropper, bedre kendt som engle, der bebor det uendelige blå, og vi taler her om den gammeltestamentlige slags – det er vel stadig metal. Forsangeren understreger i et interview, at selvom der er håb og glæde at finde på dette album, er der stadig rigelige mængder nedtrykthed og lidelse at svælge i. Det kan jeg dog slet ikke finde nogen steder på et album, som byder på eksperimenterende ”Celestial”, ”Luminescence”, der understreger, det ikke kun er er Devin Townsend, der kan lave metal der lyder som om, det godt kan lide dig, den mægtige førstesingle ”Thrones” med sin gåsehudsfremkaldende intro og ”Cherubim”, som med luftige og svævende stemninger medvirker til at cementere dette nummer som værende et af de bedste på pladen. Starmourner byder på mange fantastiske overraskelser og et ønske om at få lov til at opleve det på et par ordentlige højttalere og gerne live.
Post-black paradis
Ghost Bath er på ingen måde letfordøjeligt. Jeg havde virkelig svært ved at forholde mig til især vokalen, første gang jeg stiftede bekendtskab med dem. Den irriterede mig grænseløst, og der gik et par forsøg, før jeg knækkede koden og faldt pladask for deres lyd. Det samme gjorde sig gældende med Starmourner, dog med omvendt fortegn. Jeg havde glædet mig på forhånd og blev indledningsvis virkelig skuffet. Men der er tilføjet en spøjs kant til noget i forvejen virkelig glimrende metal, og efterhånden er det gået op for mig, man slet ikke kan sammenligne de to entiteter, andet end hvor meget de kræver af lytteren. Den melankoli, der gennemsyrede Moonlover er ganske vist bevaret, men stemningen i musikken på Starmourner er i denne omgang langt mere opløftet og håbefuld, som et smil gennem tårer.