Amerikanske Ghost Bath udgiver deres andet album på et nyt pladeselskab og lyder stadig som sig selv.

Neo-nu-prog-black-etc.

Jeg ved snart ikke om jeg kan blive ved med at prøve at forstå black metal. Der er lige så mange konservative regressionister, som der er subgenrer efterhånden og mit eget syn på det begynder efterhånden at blive mindre snævert – men jeg holder stadig fast i skills > kvlt.

Sart smadder

Derfor indrømmer jeg med det samme jeg slet ikke aner hvad fanden jeg skal stille op med dem. Ghost Bath er sådan noget meget moderne black metal, tilhørende en subgenre jeg blev nødt til at slå op: Blackgaze. Ja ikk’? Men før du, som inkarneret modstander af al black metal der ikke er norsk / udkom efter den anden bølge, lusker ned i din krypt igen, så slå lige koldt vand i reptilblodet. For det her er en hybrid af de stærkt genkendelige og uden-dem-er-det-slet-ikke-rigtig-black-metal-NÅ trommer og så en masse velskrevet, velspillet og vellydende vidunderlig melodisk og melankolsk musik der ligger på grænsen til doom.
Det er en forholdsvis kort plade, 8 numre bliver det til, sammenlagt 42 minutter i selskab med en flok knalddygtige musikere der hælder sørgmodig og længselsfuld metal i ørerne på os. Numre som Ascension sidder lige i det sorte klædeskab med sin skarptskårne, klokkeklare solo oven i de vilde klassiske black metal trommer vi alle sammen kender og elsker og Happyhouse tilføjer det dystre univers endnu en facet med sit atonale fløjteinstrument. Golden Number forkæler os med et meget smukt pianostykke og jeg kan faktisk næsten ikke få armene ned over hvordan de har indfanget essensen af black og så det inderligt skrøbelige ved... det de har puttet oven i.
Men når jeg nu er færdig med at hælde begejstret vand ud af ørerne, så er der èn ting jeg har enormt svært ved at kapere ved det her band. Vokalen. Ganske som det fundament den her subgenre er udsprunget af, så er vokalen blevet optaget i et tilstødende lokale. Hvis man skal tro på rumklangen, så er det tilstødende lokale såmænd badeværelset. Og hvis man skal tro på stemmen, så er han ikke ubetinget tilfreds med det, for jeg lover dig det første der faldt mig ind da jeg hørte ham, var: ”det lyder som om der er nogen der græder i et badekar.” Måske deraf navnet? Alvorligt talt, så er det lige præcis den del af black jeg har det ret svært ved, den fjerntlydende vokal der mest består af hylen. I dette tilfælde er det dog ikke en blodtørstig og morderisk en af slagsen, mere en hjerteskærende og desperat klagen jeg ikke er sikker på har meget med ord at gøre og som faktisk passer perfekt ind det lydbillede de har skabt.

Smukt og sært og solgt

Derfor er jeg efterladt med et stort problem. Hvordan belønner jeg nogen for deres fantastiske musik, uden at løfte en pegefinger af de ting jeg absolut har et problem med? Holder jeg nogensinde op med at være så anti-elitær? Kom han nogensinde ud af det badekar igen? Mon ikke jeg bare skulle affinde mig med ingen er perfekte og så nyde det samspil der alligevel er mellem vokal og instrumenter? For som deres genrefætre i Deafheaven, så går det grimme hånd i hånd med det smukke og jeg må alligevel overgive mig og smide 9 kranier efter dem.