Efter 19 års ventetid er det lykkedes svenskerne at rejse sig fra graven og udgive et af de bedste udspil i 2014!

Introduktion

Nitten år skulle der gå, før Melodisk Dødsmetal pionererne i At The Gates smed en ny skive i hovedet på os. Bandet gik i opløsning tilbage i 1996 lige efter udgivelsen af deres gennembrudsplade Slaughter Of The Soul. Efterfølgende har bandet inspireret stort set alle Melodiske Dødsmetal bands. Efter brudet oplevede bandets medlemmer succes i deres efterfølgende bands som: The Haunted, Cradle Of Filth, Disfear og Paradise Lost. Bandet blev gendannet tilbage i 2007. Planen var, at det kun skulle være for en sommerturné, men det førte heldigvis til flere koncerter – og dermed var bandet for alvor gendannet. I januar i år offentliggjorde bandet, at deres nye plade At War With Reality ville være deres første studie udspil i 19 år. Forventningerne er tårnhøje i metalmiljøet. Også hos mig selv – som virkelig håber, at denne plade kan leve op til så høje forventninger. Så lad os bare komme i gang.

Gennemgang

Vores genforening med At The Gates starter med introen ”El Altar Del Dios Desconocido” som oversat fra spansk til engelsk betyder ”The Altar Of God Unknown”. Introen byder ikke på så meget ud over en masse spansk, som så småt bliver mere og mere intenst og med et hopper direkte videre ind i nummeret ”Death And The Labyrinth”. Nummeret er spækket med hastigheder og masser af melodiske passager. Det er et nummer, som vækker minder fra forgangne tider – At The Gates viser her, at de stadig har groovet og deres helt egen lyd. Jeg føler, at det er en ret solid start og man bliver efterladt med en følelse af, at man har brug for mere. Lige efter første nummer, går vi direkte i gang med titelnummeret på pladen. Nu bliver det ret heavy – groovet, som jeg nævnte tidligere, kommer tilbage. Forsanger Thomas Lindberg er i sit es på dette nummer, med sin slidte og unikke vokal. Sammen med den musikalske afdeling i bandet, så bliver det hele blandet perfekt sammen.

Man skulle tro, at bandet aldrig nogensinde stoppede med at spille, da man kan mærke den fantastiske energi, de spiller med på pladen. ”The Circular Ruins” bringer igen denne groovy, heavy side af bandet frem. Efter lidt tid, rammer vi verset, hvor tempoet bliver sat en del op. Vi får også smidt et par temposkift i hovedet og det hele fungerer faktisk virkelig godt. Det melodiske omkvæd i nummeret fungerer også godt og hele nummeret er super genialt. ”Heroes And Tombs” starter ud med en stillelistende guitar og efter et øjeblik begynder bassen også stille at gå i gang. Da alle instrumenter er kommet med, foregår det meste af nummeret i et semi-hurtigt tempo. Musikken har en melankolsk stemning, der dominerer ret lækkert i gennem nummeret. I bund og grund er det et ret solidt nummer, som skiller sig lidt ud fra de andre numre på pladen. Sjette nummer på pladen, ”The Conspiracy Of The Blind”, går en anelse hurtigere end det tidligere nummer. Tempoet holder sig i samme boldgade igennem det meste af nummeret og aggressionen holder sig intens hele vejen. Trommeslager, Adrian Erlandsson, styrer groovet og det hele bliver gjort skide godt. Endnu et super solidt nummer. For hvert nummer, jeg hører, fra denne plade, bliver jeg mere og mere overbevist om, at på trods af små ligheder mellem numrene, så har hvert nummer sin egen lyd, sin egen specielle følelse. Faktisk minder de ikke om hinanden.

Produktionen på pladen er virkelig god og alting er tydeligt. Det er ikke kun en genforening af bandet, de har nemlig også valgt at genforene sig med producer Frederik Nordström, som også var producer på Terminal Spirit Disease og Slaughter Of The Soul. De kunne, efter min mening, ikke have valgt en bedre producer. Nordström er medansvarlig for, at bands som In Flames, Hammerfall og Dimmu Borgir har opnået succes med deres plader.

Deres valg af producer har været virkelig godt og de kunne ikke have valgt en bedre person til jobbet. Den instrumentale afdeling har aldrig været bedre. Guitarister Martin Larsson og Anders Björler, som styrer riff afdelingen, smider det ene nådesløse riffs efter det andet i hovedet på lytteren og der bliver ikke sparet på aggressionen. Både de melodiske riffs og de maskingevær-tunge riffs fungerer skide godt på pladen og ingen af riffsene har et lavpunkt eller noget stykke, hvor det bliver kedeligt. Bag tønderne sidder nok en af mine favorit trommeslagere i verden, nemlig Adrian Erlandsson. Manden har spillet med i Cradle Of Filth, Paradise Lost og for nyligt Vallenfyre, der i år udgav Splinters, som er et af mine favorit plader i år.
Manden spiller med rigtigt meget styrke og det kan mærkes på pladen. For satan de trommer får tæsk. Både i de hurtige og i de langsomme passager bliver trommerne spillet fuldstændig fejlfrit.

Det nummer, der imponerer mig mest er ”The Conspiracy Of The Blind”, hvor trommerne varierer meget og de absolut holder adrenalinen kørende igennem nummeret. Denne mand, kan jeg sige, skuffer aldrig, når han er bag trommerne. Vokalen bliver leveret af ingen ringere end Thomas ”Tompa” Lindberg. Manden som fronter bands som Lock Up, Disfear og selvfølgelig At The Gates. Der er ikke en person på jorden, der har samme stemme, som han har.
Selvom man godt kan høre, at han ikke er tyve år længere, samt at stemmen er blevet lidt rusten, så bringer den alligevel en unik følelse til pladen og skuffer i den grad ikke. Specielt i ”Death And The Labyrinth”, hvor det kun er guitaren og vokalen, giver det en fed effekt og det er et af højdepunkterne i nummeret.
 

Den lever op til alle forventninger

Pladen er et godt eksempel på, hvorfor bandet stadig er frontløbere for den svenske scene og at de altid vil sidde på den melodiske dødsmetal trone. Første udspil fra gutterne i nitten år – og de har alligevel formået at ramme det samme intensitetsniveau. Dét er fandeme imponerende.