Forventninger er overvurderede
At vi i metalscenen godt kan lide at høre de bands, vi kender, er der ikke megen nyhedsværdi i – se bare på hovednavnene til samtlige af sommerens metalfestivaler. Og når de bands, vi kender, udgiver noget, vi ikke forventer, ja, så ryger der oftest brænde ned – her må Metallicas Lulu være det bedste eksempel. Så hvorfor i det hele taget prøve på at blive et velkendt navn og derved få fans med forventninger? Jeg tror ikke, at Gabestok stiller sig selv dette spørgsmål inden hver plade, men man kunne let tro det. For deres seneste udspil Med Freden Kommer Hadet lyder bestemt ikke, som man kunne forvente.
Norges solbeskinnede klippesider kalder
For på trods af, at Gabestok anses for at være et black metalband, så er Med Freden Kommer Hadet ikke en black metalplade. Det er en punket groovy surf-rockplade indspillet ude ved Norges klippefyldte kyststrækning af et andenbølge-blackband, der venter på, at deres bassist kommer hjem fra mordtogt.
"Kun Traumerne Tilbage", "Tab Dagen" og "Det du Smager af" er lyden af at iføre sig denim-vesten med Dead Kennedys-rygmærket, sætte hanekammen, lægge corpse paint og så ellers brøle: "ACAB" på vej ned til liggestolen ved poolen, hvor en iskold paraplydrink står klar. Det er tilbagelænet, konfrontatorisk punket nihilisme, som kun Gabestok kan gøre det – og de gør det fremragende. Selv "Dødsens Ærlig", som næsten formår at gå Beach Boys-klassikeren "Kokomo" i bedene, spytter dig ansigtet med sin samfundsforagt uden at gå på kompromis med den afslappende tilbagelænethed, der ellers kendetegner ferier til Fiji. En ganske imponerende bedrift taget i betragtning af, at bands inspireret af 60’er- og 70’er-rock er lige så sjældne, som russiske spioner i Europa. Men at tage surf-rockens afslappethed og psych-rockens groove og så hamre den sammen med den skramlede punk og black metallens iskolde misantropi er lidt af en genistreg fra Gabestok. Inden man dog får ideen, at Gabestok er blevet seriøsiteten selv, så redder "Det du Smager af" og "Lige Autentisk Nok" dagen. Begge numre bliver leveret med samme afmagtspumpede humor, som bandet har haft med sig siden dag et. Det er dødskørsel med hovedet under armen leveret med lige tilpas ironisk selvhad til, at man ikke kan andet end at elske Gabestoks tilgang til musikken.
Nu kommer vi dog til et kritikpunkt, som jeg aldrig troede, jeg skulle have. For et par af pladens numre har simpelthen for meget black metal i forhold til resten af pladen. "Et Blidt Suk" er et mystisk forsøg på at punkificere Dimmu Borgirs For All Tid og på sidste tredjedel af "Det er mig der står herude og lurer" er riffet så gennemsnitlig andenbølge-black, at hele Norge burde have Koda-penge. Ikke at riffet er dårligt, det er bare malplaceret. For til trods for, at Gabestok altid har været lidt utilregnelige, så har deres udgivelser altid haft et ensartet udtryk og en samlet rød tråd. At pladen åbner med disse to numre, er dog ganske smart, da det så ikke ødelægger helhedsindtrykket fra de resterende numre.
Med ondt skal ondt fordrives
Med Freden Kommer Hadet kan på mærkværdig vis klassificeres som moderne protestmusik. Til trods for, at samfundet af og til virker til at smuldre om ørene på os, så kan man arrangere en protest eller demonstration i ro og mag, mens man sidder og nyder et afslappende boblebad og et glas vin for at koble af. En skærende kontrast som Gabestok formår at være det perfekte soundtrack til. Hadet affyres med en bredside indad og udad samtidig med at kuren mod stress føles adskillige skridt tættere på.
