”Satan”
Gaahl har været en af de tunge drenge på scenen i en del år. Fra banebrydende Gorgoroth til Wardruna – og som erklæret homoseksuel satanist – har manden haft flair for både kontroverser og musikalske landvindinger. Han går sine egne uransagelige veje, og på debuten Gastir – Ghosts Invited sætter han en stor fed streg under, han er sin egen herre.
Frømetal og guitarsolo
For hele balladen er et dystert opkog med black metallen som grundingrediensen. Fra vi er på den anden side af introen i første nummer ”Erik Erilar”, er der dømt black med black på. Hidsig riffing over standard black trommer, med Gaahl, der kvækker som en fordrukken vildmand. Han har en god stemme til den musik, der bliver lagt for dagen, og så tilgiver man ham helt for, det faktisk er en smule kedeligt. Lidt bedre står det trods alt til i den efterfølgende ”From the Spear”. Med det samme er der dømt vildskab, og kan man acceptere, at trommerne følger deres egen rytme, og vokalen lyder, som om den er samplet fra et andet nummer, er det glimtvis ret spændende. Den monotone riffing bliver opvejet af snørklede rytmer fra trommerne, og bedst som jeg troede, jeg kunne sætte nummeret i bås, samler det hele sig til et stykke musik, hvor både musik og vokal følges ad.
Og især vokalen er værd at notere sig, på godt og ondt. Gaahl har en interessant stemme, der ikke altid formår at styre uden om de værste klicheer, men han har pondus, og hans frøvokal er ganske hæderlig. Det bemærkes især i titelnummeret, hvor stemmeføringen til tider minder mig om bands som Current 93 og andre udmærkede navne i den genre. Men der ophører al sammenligning også, for der er ingen tvivl om, at Gaahl er her for at spille black. Pladens musikalske højdepunkt er, pudsigt nok, det fjerde og midterste nummer, ”Carving the Voices”. Samspillet mellem de langsomme og minimalistiske trommer og de højtflyvende guitarer fuldendes med en rolig stemmeføring svævende over mønstre, skabt af instrumenterne. I modsætning til tidligere numre følges tingene nogenlunde ad, og jeg er vild med den måde, guitarerne skifter udtryksform fra det ene øjeblik til det andet. Der er en god dynamik i sangskrivningen, og sangen er det mest positive aspekt af pladen.
Den sorte tråd trævler
Desværre løb jeg lidt død i resten af albummet. Der bliver skelet til Rotting Christs buldrende trommer, vokalen går lidt i selvsving, og den prog, der sneg sig ind i genren sidste år især, bliver kun sjældent udnyttet, med det resultat, at det falder lidt igennem. Der er ingen tvivl om, at Gaahl er meget mere end bare en black metaller, og at han fortsat er en dygtig musiker. Beklageligvis kommer det ikke ordentligt til udtryk i denne omgang, hvorfor jeg kun kan kvittere med seks kranier.
