Hvor langt kan man komme på 30 år?

Hellchrist Xul, manden bag Funeral Winds, er en af black metallens nestorer. Siden 1991 har han udgivet diverse demoer, EP’er og albummer, og det har altid været knastør og primitiv black a la Norge. Nu skriver vi så 2023, men det kan man absolut ikke høre på Stigmata Mali, som lyder nøjagtig som bandets første udgivelser, selvom produktionen er blevet et milligram mere moderne. Ja, faktisk behøver man blot at kigge på albummets cover, så ved man allerede nøjagtig, hvordan det hele lyder.

Hvad er vi uden kærlighed?

Rå, upoleret og oldschool (öldskööl, om man vil) black metal har absolut stadig en eksistensberettigelse, og gjort korrekt kan det have uanede mængder charme. Problemet med Stigmata Mali er dog, at trods næsten tre årtiers erfaring så er der et totalt fravær af netop charme. I stedet fremstår værket støvet, og den konservative tilgang til musikstilen virker ikke som et bevidst valg, men derimod resultatet af manglende udsyn fra andre steder end egen navle.

For ikke nok med at materialet fremstår støvet, det havde man nok kunnet leve med, hvis det var det eneste problem. Nej, problemet er, at det virker ugideligt og træt, som om det bare var noget, der skulle overstås. Jeg mærker ingen lidenskab eller kærlighed fra Hellchrists side, og denne manglende passion smitter af på lytteren. Det var en kamp at komme igennem Stigmata Mali – og det skal siges, at jeg faktisk havde glædet mig til at bearbejde dette værk, da jeg havde håbet på en omgang charmerende oldschool black. Men ak, jeg fik en ørkenvandring konstant omgivet af af noget af det mest ugidelige musik, jeg længe har hørt, der sker mildest talt røv og nøgler på det her album. Om det er det første, tredje eller syvende nummer, du sætter på, så er det bare den samme trummerum fra ende til anden. Det er jo ikke, fordi det er dårligt materiale, det, der er at finde på Stigmata Mali, det er bare så enerverende, så ensformigt og ja, lad os da sige det ligeud, røvkedeligt.

Jeg kan ikke finde én grund til, at man skulle vælge at sætte det her album på, for jeg kan nævne utallige andre bands, der gør det samme, bare så meget bedre – måske charmen var der tilbage i 90'erne, hvor både genren og Funeral Winds var nye, men nu … puha.

Endeløse synonymer

Stigmata Mali er et album, som jeg havde ønsket bedre, men nu hvor det ikke er tilfældet, ville jeg faktisk have ønsket, at det var værre. For de her middelmådige udgivelser er simpelthen de værste at bearbejde – man løber så hurtigt tør for synonymer for ”kedelig”. Havde det så bare været en omgang så ringe, at man havde følt behovet for at hælde kongevand i øregangene bagefter, så havde det da været nemt at nedfælde en hel masser tanker og ord – men ak! Der er simpelthen ikke andet at sige om denne her skive, end at den netop er kedelig.