Mere end blot talent 

Det er som regel ikke ret svært at afgøre, om et band har talent eller ej. Om en sanger, en guitarist eller en trommeslager har evnerne i orden, kan afgøres ret hurtigt, og det er heller ikke lang tid, man skal bruge for at bedømme, om musikken holder. Her i lille Dannevang er vi så heldige, at vi har enormt mange talentfulde bands, der spiller rigtig godt. Flere af dem så godt, at de får vedvarende succes i ind- og udland. Men så er der de andre, som ikke bare har talent og kan spille god musik, men som også har den der lille ubeskrivelige ting. En helt særlig gave. Kald det x-faktor eller hvad du vil – når den kombineres med evner, talent og hårdt arbejde, opstår der magi. 

Det er i denne kategori, vi finder danske Forever Still. Kort efter debuten Tied Down fra 2016 stod det klart, at de kunne noget ganske særligt. Det blev blandt andet set af selskabet Nuclear Blast, der hapsede dem med det samme og sendte dem ud i verden sammen med bands som Children of Bodom og Lacuna Coil. At sige de er vokset med opgaven, ville være en underdrivelse, og nu er de klar med den længe ventede opfølger, som har fået navnet Breathe In Colours. 

Når sjælen skriger 

Hvor debuten Tied Down var en lettere indadskuende og personlig sjælesøgen, er blikket vendt udad på Breathe In Colours. Inspireret af dystopiske cyberpunk-universer som Blade Runner og den japanske animé Akira, der begge foregår i 2019, kommer musikken til udtryk på en støvet elektronisk facon, mens tematikken er en søgen efter mening i en verden, der er på vej mod afgrunden: Hvordan finder vi håb for fremtiden, når klima, international politik og personlige relationer konstant udfordres af en upersonlig digital virkelighed? 

De spørgsmål tages op af den uhyre velsyngende Maja Shining og hendes medsammensvorne multiinstrumentalist Mikkel Haastrup. Især på numrene “Rewind”, ”Breathe In Colours” og ”Is It Gone?”, som også er de tre første singler fra albummet, skinner det igennem, at bandet de sidste par år har stået i mesterlære i det store udland og fået en masse idéer. I Forever Stills helt unikke crossover-univers af hard rock og melodisk metal fodres man med sublime hooks, stærke riffs og dragende melodier, men der er også benyttet andre virkemidler for at gøre lydbilledet unikt. På ”Rewind” spiller Maja Shining på en theremin – et særpræget elektronisk instrument fra Sovjetunionen – for at tilsætte en alternativ digital dimension til nummeret, og det fungerer forbavsende godt. Derudover har de valgt at køre musikken igennem et hav af gamle effektpedaler, spolebåndoptagere og garanteret også en hulkortmaskine fra Teknisk Museum i Helsingør for at give lyden en autentisk sprødhed, hvilket underbygger det dystopiske tema til perfektion. Og så er der lige det der skrig. Hvor mange kvindelige forsangere er mindst lige så dygtige som Maja Shining, er det ikke mange af dem, der besidder et så inderligt og sjæleflænsende skrig som hendes. I løbet af pladens beskedne 36 minutter høres det ikke voldsomt ofte, men når det gør, rammer det lige i hjertehulen. Det rummer både angst, smerte og desperation, men også vilje og håb. Mine damer og herrer, dette kan ikke læres i sanglokalet – det kommer direkte fra sjælen! 

En formidabel udvikling 

Breathe In Colours har enormt mange styrker, og en af dem er den formidable progression, der er sket siden Tied Down. Intet ondt om debuten, absolut ikke, men den retning, som Forever Still og deres musik har udviklet sig i, synes ikke kun naturgiven, men også mere moden og med mere på hjerte. Bandet har ganske enkelt løftet sig op på et højere niveau, og kombineret med Maja Shinings tekniske færdigheder, og ikke mindst den håbløshed og frustration, der tydeligt høres i hendes vokal, er resultatet ti rigtig fede numre, der vokser for hver gennemlytning.   

Forever Still har med Breathe In Colours skabt en af dette års bedste plader, hvor man både kan græde og headbange på én og samme gang, da musikken er lige så smuk, som den er energisk og hårdtslående. Det skal blive spændende at følge, hvad fremtiden byder på, men sikkert er det dog, at de med dette album i baghånden umuligt kan ende i mørk dystopisk håbløshed eller det, der ligner.