Jeg har virkelig svært ved at lægge dette album fra mig igen. Indrømmet; den til-dels-punk-influerede-indierock den Illinois-baserede kvartet leverer på "Late Night Conversations", er ikke ligefrem et aldrig-før-set (og hørt, -red.) fænomen, og ja, bassist Sharon Burns’ stemme kan være lige skinger nok til tider (heldigvis er det begrænset, hvor mange hele vers hun er blevet tildelt og hun holder sig således til blot at komplimentere vokalist Dustin Addis’, i øvrigt glimrende vokal, så det dermed aldrig bliver alt for ærgerligt) og lyrikken viser sig gang på gang at være tåkrummende banal.
Alligevel er der noget ved The Forecast der bare holder. Melodierne er glimrende og ganske langtidsholdbare og teksterne har, til trods for fortærskede emner der drejer sig omkring arbejderklassen og den nedslående small-town-struggle, en vis kontant charme. Generelt lyser lidenskaben klart igennem og The Forecast virker som et frisk pust på en scene man egentlig ikke troede havde plads til yderligere tilføjelser. Det er måske ikke stor kunst, men det afholder det dog ikke fra at være rigtig godt. Det er simpelt, uskyldigt og særdeles indbydende.