Roine Stolt og co. har lavet et opsamlingsalbum. Tanken var at lave et album, som dels kunne være en slags lettilgængelig introduktion til Flower Kings' '60er/’70er-influerede prog-rock-univers, dels et album, som Flower Kings-fans kunne have kørende i baggrunden til en fest uden at fornærme nogen af deres eventuelle pop-elskende gæster. Den sidste del af missionen er muligvis lykkedes. "The Road Back Home" indeholder fortrinsvis en lang række af de kortere, mere enkle Flower Kings-numre, som for de flestes vedkommende er kendetegnet ved at være umiddelbart iørefaldende og til tider ganske groovy. Man kan imidlertid stille spørgsmålstegn ved, hvor mange udenforstående nye lyttere, der vil sætte sig ned og arbejde sig igennem et dobbeltalbum med over to en halv times musik for lige at få et indtryk af et band.
Og desuden: får man overhovedet et indtryk af, hvordan Flower Kings lyder, når man ikke har inkluderet nogle af de sædvanlige meget lange, episke, eklektisk progressive kompositioner? (O.k., det var et meget ledende spørgsmål.) Musikken på "The Road Back Home" veksler gennemgående mellem det funkinfluerede, hvor disc 1 starter med nummeret "Cosmic Lover", det bluesrockede på numre som "Paradox Hotel" og "Life Will Kill You" og de mere hymnelignende ballader som "A King’s Prayer" og "Stardust We Are". Indimellem er der også mere ordinære rocknumre, som ligger et sted imellem disse kategorier, numre med reggae- og Beatles-agtige passager og helt stille, halvakustiske numre.
Flower Kings er bestemt dygtige, og et nummer som "Monkey Business" og en del af de førnævnte sange er i høj grad værd at lytte til. Men netop "Monkey Business" er et af de få numre, der faktisk giver lytteren et nogenlunde korrekt billede af, hvad det almindeligvis er for noget musik, Flower Kings laver og er blevet kendt på i prog-kredse. Ellers opnår bandet på dette lange, lange album primært at gøre mig enormt irriteret over Roine Stolts bævrende Lars Lilholt-vokal, der er i front på stort set alle sange – medguitarist Hasse Fröberg leverer kærkommen afveksling med en fed, rå bluesstemme på enkelte skæringer (bl.a. "Life Will Kill You"). For hardcore Flower Kings-fans skal det nævnes som salgsargument, at hele albummet er remixed og remastered med 24-bit-teknologi, der er lagt ekstra instrumenter og vokal ind her og der, og så er der to "sjældne" numre med: "Little Deceiver", som er et overskydende nummer fra indspilningen af "The Rainmaker", og "Cinema Show", som er et Genesis-covernummer (et af de eneste længere numre på albummet). Men medmindre man har brug for en meget lang samling baggrundsmusik til cafeen, vil jeg anbefale folk at dykke ned i Flower Kings’ originale studiemateriale i stedet for.
