Flammernes forrige album, "Reroute To Remain", var for mig en noget overvurderet affære og sammen med "Clayman" iblandt bandets svageste udspil til dato. Det var som om bandet var kørt fast i det samme skema, en ting de nu bryder med dette, deres syvende udspil. Man lægger stærkt ud med "F(r)iend", som også er det bedste nummer på skiven med dens Thrashede riffs og dystre melodier der bare fanger en med det samme. "The Quiet Place" som også bliver den første single fra "S.T.Y.E." er derimod en typisk groovende In Flames sang, der ville have gjort sig godt på de senere plader. "Dead Alone" overrasker også, da den må være den mest kommercielle sang de har lavet nogensinde, den befinder sig et sted imellem et sommerhit fra radioen og tunge hårde guitarer. Derefter kommer den mere gængse "Touch Of Red" som ikke helt begejstrer som de forrige, men som dog vokser med hver gennemlytning. "Like You Better Dead" er igen i liga med åbneren, da der her blandes kolde og hårde elementer med de typiske Flames melodier der bare ikke vil ud af hovedet igen. "My Sweet Shadow" og "Evil In A Closet" er sammen med "In Search For I" de mest almindelige numre, der hverken rigtig skuffer eller overasker. De sidste fire numre er igen fyldt med mere atypiske elementer, hvilket gør at man lægger mere mærke til dem, en ting der ikke var tilfældet med de to forrige plader, hvor man kunne lide de tre første og så ellers glemte alt om resten. "Superhero Of The Computerrage" og "Dial 595-ESCAPE" er hurtige, men meget afvekslingsrige numre, der perfekt forbinder bandets mere up to date lyd med de traditionelle elementer, hvilket jeg synes er det perfekte kompromis mellem den gamle og den nye lyd. Pladens afslutter, kommer derimod tonsende i Doom tempo og maser én næsten, under dens massive tunghed, en værdig afslutter for et vellykket album. Lydmæssigt har man også fornyet sig, især guitarerne er ikke så dominerende som før, men tilpasser sig perfekt i resten af lydkulissen. Desuden er Anders Fridens stemme ikke mere så dyb som før, men har næsten adopteret en mere skinger og aggressiv vokal, selvom han selvfølgelig ikke går udenom hans fænomenale klare vokal. Dette album er lige hvad band og fans har brug for, for at undgå den stagnation der begyndte at vise sig for et par år siden. In Flames kan atter sidde sig til rette, som den melodiske dødsmetals konger.