Pionerer slår rødder
På tærsklen til det nye årtusinde spores en heftig trafik i svingdøren til scenen for melodisk død: Amorphis byder velkommen til Santeri Kallio, der på bagkant af Tuonela træder ind som permanent keyboardspiller hos finnerne. Kollegerne i Arch Enemy udgiver Burning Bridges, men afbryder dernæst samarbejdet med daværende vokalist Johan Liiva. Det er dog i Göteborg, Sveriges næststørste by og selve arnestedet for den navnkundige subgenre, at periodens vel nok mest skelsættende begivenhed finder sted. Om ikke som ’den første blandt de største’ – den ære tilfalder trods alt bysbørnene fra Dark Tranquillity – markerer In Flames sig definitivt som genrens ubestridte bannerførere med udgivelsen af Colony. Mest epokegørende for tilblivelsen af svenskernes fjerde hovedværk må siges at være etableringen af gruppens klassiske lineup, der som bekendt forbliver uændret helt frem til 2010.
En anden tone
Vi skal ikke mange akkorder ind for at fornemme et opgør med den noget mere aggressive Whoracle, forgængeren fra 1997, der af genrekyndige ofte krediteres som det tungeste opus i kvintettens omfattende diskografi. Mens stiftende rytmeguitarist Jesper Strömblad og forsanger Anders Fridén hver især har bibeholdt deres pladser, er tidligere trommeslager Björn Gelotte nu ’omskolet’ til leadguitarist. Det ledige sæde bag tønderne bliver herfra besat af Daniel Svensson (medlem 1998-2015), der sidste gang kan opleves på letfordøjelige Siren Charms fra 2014. Klip til Colony, hvor riffblokke såvel som C-stykket på ”Embody The Invisible” allerede så småt emmer af Clayman og dermed giver en glimrende indikation af den nært forestående ændring i udtrykket. Læg desuden mærke til den hult klingende lilletromme, der afslører en produktion af ældre dato.
Når vi skal gøre os yderligere begreb om transformationen, bør i særdeleshed fremhæves guitarlinjerne på ”Ordinary Story” og eponyme ”Colony”. Her vælger In Flames for første gang at se bort fra den klassiske ’standard C’-tuning og i stedet nedstemme guitarerne til ’drop A’. En disposition, der skaber et lydbillede med mere dybde og fylde, end hvad vi hidtil har hørt, og som kommer til at danne præcedens for udgivelser af senere dato. Ét er de tekniske spidsfindigheder, noget ganske andet er evnen til at betjene sine instrumenter. ”Scorn” er således et af de tidligste eksempler på det klassiske bibeluddrag ’… og de to skal blive ét kød’. Gelotte og Strömblad fremviser herpå sublimt samarbejde, hvor riffs fra lead- og rytmeguitar komplementerer hinanden i noget nær himmelsk harmoni. Vi bliver på den front også nødt til at runde ”Zombie Inc.” og den instrumentale sektion i mellempassagen, der ligeledes sætter en tyk streg under kvaliteten af det nyslåede samarbejde.
Folk-flirtende ”Pallar Anders Visa” fungerer i naturlig forlængelse som en glimrende ganerenser midtvejs gennem måltidet. Det akustiske intermezzo tager sit afsæt i en gammel svensk folkevise og står dermed i stærk kulturel kontrast til ”Embody The Invisible”, der i 2003 finder anvendelse på soundtracket til videospillet Tony Hawk’s Underground. Endnu et eksempel på, hvordan Colony formår at favne fortid, nutid, og hvad der skulle vise sig at blive fremtiden. Netop fortiden titter atter frem i form af genindspillede ”Behind Space ’99”, der oprindeligt kunne findes på debuten Lunar Strain. Tilstedeværelsen af nummeret virker dog lettere overflødig, idet man har valgt at udelade den akustiske outro fra originalen. Så betyder det mindre, at Fridéns vokal fremstår væsentligt skarpere end dengang temmelig uskolede Mikael Stanne, der som bekendt optrådte som sessionsvokalist inden Fridéns tilgang i 1995. ”The New Word” får meget passende de sidste ord og stikker med solidt trommespil og fænomenale neoklassiske riffs eftertryggeligt ild til, hvad der ender med at blive den mest interessante periode i svenskernes snarligt 35 år lange virke.
Et imperium tager form
Colony tiljubles fra flere fronter som et genredefinerende mesterværk. Paradoksalt nok vidner det om en enestående alsidighed, at jeg kun til en vis grad deler opfattelsen. Genredefinerende … indiskutabelt. Mesterværk … måske lige knap og nap. Dertil har for få af de respektive numre modstået tidens tand, ulig tilfældet på efterfølgende Clayman, endsige senere hen monumentale Come Clarity, der blandt andet fostrede signaturhittet ”Take This Life”. Albummet skabte til gengæld en åbning til mainstreamsegmentet og bør efter min bedste overbevisning ses som en forløber for den gyldne periode 2000-2006. Hvor man virkelig formåede at raffinere sit produkt, og hvor variationen mellem melodisk død, alternative metal, melodic groove og metalcore var tydeligst. Hvor In Flames endnu ikke var forfaldet til strømlinede, postmoderne produktioner, men hvor titlen som Göteborg-metallens ubestridte genrekonger stadig dækkede over andet og mere end blot kommerciel succes.
Ønsker du at fordybe dig i 1999, så kan du med fordel lytte til vores dedikerede 1999-playliste på Spotify: https://open.spotify.com/playlist/7AT9hHvkp5uFwDCtl5BAOS?si=34a7ecc3752d...
