Ord har en betydning, indtil de får en ny
Antebellum er den latinske betegnelse for tiden før krig. Ordet refererer dog også til en periode i de amerikanske sydstater, hvor slaveri var udbredt og accepteret, og netop denne betydning er blevet den dominerende. Lidt i stil med eskimodebatten. Ordet betyder efter sigende bare en person, der binder snesko, men jeg skal da lige love for, at ordet eskimo har fået en anden betydning. Men når nu ordet Antebellum har fået sådan en negativ klang, så kan man undre sig over, hvorfor i alverden Fixed Fight har valgt at kalde deres nye plade Antebellum. Men efter sigende skal man ikke skue hunden på hårene, så lad os se, hvad Antebellum har at byde på.
Man skal bygge op til noget
Stilmæssigt har Fixed Fight valgt at kaste sig over alles yndlingsslå-på-tæven-genre – hardcore. Og netop en god gammeldags nævekamp er også, hvad man må forvente, når lydbilledet på Antebellum ligger et sted mellem Agnostic Front og Hatebreed.
Ved nævnelsen af Hatebreed er der nok allerede nogen, der vil afskrive Fixed Fight som monsterdrikkende, tomhjernet, hård type, ”bros before ho’s”-core, men de gæve københavnere har dog lidt mere at byde på. Titelnummeret er moderne New Yorker-hardcore, hvor vreden ligger og ulmer lige under overfladen. Regeret af et stabilt midttempo, er nummeret mere end klar til at uddele bøllebank til den første forbipasserende, der løfter højre arm et par grader for højt. ”Bodies” og ”Den Rige Mands Ensomhed” er dog nogle noget mere melodiske sager, men med deres Eyes-lydende riffs er manien tydelig, og der er ingen tvivl om, at en forkert bemærkning kan få et udfald, der er tvivlsomt for helbredet.
Men netop det førnævnte stabile og pumpende midttempo, der agerer stilheden før stormen, er grundstenen på Antebellum. Hvilket der som sådan ikke er noget galt i. Men når stormen aldrig rigtig kommer, så bliver det lidt tyndt. ”Dust” og især ”Can’t Win” truer konstant med at smadre det korrupte system, men det bliver aldrig til mere end at vælte et par skraldespande. Men prikken over det uforløste i er de afsluttende ”Synapse” og ”Punishment”. I stedet for at lukke pladen med et ordentligt brag, afsluttes der med et par intetsigende sektioner, der ikke rigtig kan finde ud af, hvorvidt de vil være atmosfærisk post-metal eller være endnu mere opbygning – nu bare med lydtapet i stedet for midttempo.
Kun en træningskamp
Kan man godt lide Hatebreed, men synes, de er kommet lige lovlig langt væk fra deres punkede udgangspunkt, så skal man på ingen måde snyde sig selv for Antebellum. Det er et moderne bud på den klassiske New Yorker-hardcore bygget på et solidt midttempo. Men det er så også det. Forløsningen udebliver, og det bliver aldrig sådan for alvor farligt eller giver lytteren lyst til at invitere Nye Borgerliges folketingsgruppe på håndmadder og tørre tæsk.
