Death To Seattle - EP

Udkom

Type:EP
Genre:Hardcore
Antal numre:6

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Grungens genopstandelse på dansk grund

Seattles død er bandets fødsel

Tre barndomsvenner, en masse frustrationer og en uknækkelig kærlighed til musikken er hovedingredienserne i Aarhus’ nye punk-/grunge-/hardcore-håb – ja, kært barn har mange navne. Bandet blev dannet for bare ét år siden, men lad dig ikke snyde; d’herrer er yderst velbevandrede i det danske rock- og metalmiljø og ved udmærket, hvordan et solidt nummer skal skrues sammen. Der er ingen slinger i valsen, og missionen er klar: Ungdommens lyd og idoler skal genoplives!

Smadder til din dagligstue

EP’en varer godt og vel et kvarter, og det er alt, der skal til, for at bevise, at gutterne i den grad er nået i mål. Fingeraftrykket fra Seattle-scenen – specielt Nirvana og Alice in Chains – samt bands som Descendents og NOFX er tydeligt, men der tilføres også et moderne hardcore-tvist, der gør det hele fandens relevant og nærværende. Det kække sammenkog kalder vennerne selv ”smadder til din dagligstue”, og smadret igennem, det bliver der. EP’en indeholder en håndfuld korte og tempofyldte numre, der emmer af uspoleret fandenivoldskhed og udtrykker simple tekster om simple problemer. Det er råt og straight to the point, men uden at give køb på den gode melodi og den lækre produktion.

Når man som de aarhusianske gravrøvere i Death to Seattle leverer tracks med ned til 40 sekunders varighed, er der ikke plads til mange fejltrin, og man skal arbejde ekstra hårdt for at imponere. Begge dele klarer vennerne rigtig godt, og særligt de to første numre, ”Breathe” og ”Waiting for the Sober”, er kraftfulde og fængende. Der er skåret helt ind til benet, fuldt tryk på, og energiniveauet sænkes kun for alvor på lukkeren ”Outside of the Outside”, der står en anelse svagere end de resterende energibombe-numre. EP’en er domineret af en vred stemning, men ikke uden et glimt i øjet. Alvor og indebrændthed blandes med selvironi og attitude – en yderst effektiv cocktail. Der er læssevis af potentiale i dette band, og rejsen er kun lige begyndt. Fortsæt endelig det, I har taget hul på!

 

Tracklist

  1. Breathe
  2. Waiting for the Sober
  3. The Tide
  4. Everybody Hates Me
  5. Douchebag
  6. Outside of the Outside