Stabilitet trods udskiftninger
Gus G udgav Firewinds første demo, Nocturnal Symphonies, i 1998 og har siden udgivet et væld af albums med adskillige lineup-ændringer. Efter Immortals fra 2017 er vokalisten blevet skiftet ud endnu en gang, og den utrolige pianist Bob Katsionis har såmænd også efter mange år valgt at forlade skuden. På trods af de mange udskiftninger, der har været op igennem Firewinds karriere, har en stabil sangskrivning domineret på alle deres udgivelser. Kan Firewind anno 2020 så holde det høje niveau?
Supersolidt
Det er endnu en gang lykkedes Gus G at komponere en samling af solide sange. Den glimrende guitarist har ikke forsøgt at opfinde den dybe tallerken, men holder sig til det, han er god til, og det resulterer i sange, der fungerer, og som virkelig rykker. Der er derfor ikke mange overraskelser at finde på denne udgivelse, men de enkelte numre indeholder heldigvis masser af lækre detaljer samt gode præstationer fra alle bandmedlemmer. Når jeg lytter til de nye sange, kommer jeg dog lidt til at savne Katsionis’ kodylfede keyboardspil, da det efterhånden var gået hen og blevet et kendetegn ved bandets lyd. Nu, hvor den græske keyboardspiller er ude af billedet, er der mere end nogensinde før en tendens til, at guitaren og vokalen fylder mest, og hvordan er det så gået?
Det er godt på begge fronter, må man sige. Den græske guitargud Gus G må i den grad siges at kunne spille på sit instrument; sange som ”Devour” og ”All My Life” er værd at tjekke ud for at opleve lidt af, hvad den tidligere Ozzy Osbourne-guitarist kan levere på spaden. Men faktisk er alle numrene fyldt med lækkert guitarspil, så der er nok at dykke ned i for guitarentusiaster. Den nye sanger, Herbie Langhans, gør også et godt stykke arbejde, og man vil nok ikke lige glemme ham efter hans fremragende præstation på denne plade. Langhans passer således fint ind i rækken af de dygtige Firewind-vokalister, der er gået forud for ham; og man kan kun håbe, at han bliver hængende et stykke tid endnu.
God grund til at være stolt
Platon, Aristoteles og alle de andre gamle gutter er langt fra det eneste gode, der er kommet fra Grækenland. Gus G spiller fortrinligt og viser, at han stadig snildt kan smække et par fængende power metal-numre sammen. Der er intet nyt under solen på Firewind, men de adskillige imponerende øjeblikke og de stærke sange, der er at finde på pladen, gør, at Gus G og resten af drengene i Firewind godt kan være stolte over produktet her. Albummet kunne dog have været federe, hvis bandet havde fundet en pianist til at erstatte Katsionis. Det fungerer godt med de fire nuværende medlemmer, men jeg håber stadig, at de finder en værdig afløser til den næste skive.
