Metalcore med kvindelig frontfigur
På trods af at det er et relativt sjældent fænomen, hersker der dog ikke nogen tvivl om, at kvinder sagtens kan fronte et metalband godt. Den symfoniske del af genren har længe været domineret af bands som Nightwish og Epica, der begge har en kvinde som sanger. I den melodiske ende af dødsmetallen har også både Angela Gossow og Alissa White-Gluz fået meget ros som erstatning for bandets originale sanger, Johan Liiva, og inde for den tekniske dødsmetal har Mallika Sundaramurthy også fået megen god omtale. Når man overvejer mængden af metalcore bands, der er fremme i dag, er det dog kun overraskende få, som man kan kommer i tanke om, hvor det er en kvinde, der tager sig af vokalen. Man kan derfor håbe på, at The Fallen Prodigy vil kunne blive netop dette band.
Lidt mere kraft i clean vokalen, tak!
I betragtning af at dette er bandets første fuldlængde, er det ualmindeligt godt produceret. Det er en meget ren produktion, hvilket passer godt til sangene, da det er typisk for metalcore bands af den nye skole. Bandets forsanger, Janine Jimenez, har også en utroligt alsidig stemme og er bestemt heller ikke uden talent, da hun er udrustet med en stemme, der både kan screame, growle og samtidig synge renere end Mother Theresas sjæl. Det er måske lige akkurat her, at problemet ligger… For selvom man ikke kan tage hendes store talent fra hende, bliver forskellen på hendes cleans og hendes screams dog måske en smule for stor, hvilket skaber en lidt mærkelig overgang mellem versene, der normalt bliver screamed og omkvædene med clean vokal.
Her kunne man godt ønske sig, at de enten havde holdt sig helt til cleans eller screams i stedet for at mixe det. Hvis det endelig, absolut vil mixe det, kunne det være fedt, hvis de drog inspiration fra eksempelvis Sam Carter fra Architects, som har en mere aggressiv clean vokal. Det ville have gjort pladen betydeligt bedre. Ved enkelte lejligheder forsøger Jimenez sig også med en mere spoken-word-lignende vokal, hvor hun snakker hen over musikken. Dette virker ærgerligt og trækker noget ned på sangen “Relive” og den ellers fede single “Composure.” Bandet har dog en mega fed sans for riffs og viser, at de både kan være melodiske, groovy og super catchy. Dette beviser de særligt på åbningsnummeret “Extinct” og sangen “Misery.”
Potentiale på trods af mangler
Bandet viser alt i alt en masse potentiale her på deres første studiealbum. Det fungerer langt hen ad vejen rigtig godt, og sangene er meget professionelt komponeret. Der er dog enkelte ting, som går ind og irriterer lytteren en lille smule, men det er ikke noget, som de ikke kan arbejde med. Der er håb forude for bandet, og de har mulighed for at udmærke sig på metalcore-scenen da de, selvom deres musik ikke ligefrem er nyskabende, formår at levere den i en overordnet set ret høj kvalitet.
