Ikke bare en Rhapsody-kopi

Franske Fairyland er et projekt startet af Philippe Giordana (keyboards) og Willdric Lievin (trommer/bas) tilbage i 1998 ud fra en ægte passion for symfonisk og episk power metal. Med sig på vokal har de fået iItalienske  Francsesco Cavalieri fra ’dwarf metal’-ikonerne Wind Rose.
Mange har klandret Fairyland (og mange andre i samme genre) for bare at være kopier af italienske Rhapsody, men dette syntes jeg nu ikke er tilfældet. Selvfølgelig er der mange ens elementer i musikken, men de har hver deres måde at håndtere både sangskrivning og produktion på, og dermed er begge berettiget til denne genre.

Osyrhianta – forløberen til trilogien

På dette konceptalbum, som foregår ca. 3000 år før Of Wars in Osyrhia, lærer lytteren om tilblivelsen af dette univers fra det rene ingenting til et smukt og frodigt rige med mangfoldighed, lærevillighed og kærlighed. Cenos, som er blevet sendt til Osyrhia for at lære fra sig, bliver dog grisk, grådig og jaloux på alle de kreationer, som han har tilladt oOsyrhianerne at skabe. Dermed er grundlaget lagt for, hvad der senere sker på de første albums.

Osyrhianta er dermed forløberen til de tre ældre værker, trilogien: Of Wars in Osyrhia (2003), The Fall of an Empire (2006) og Score to a New Beginning (2009), som alle tre har samme udgangspunkt, nemlig riget Osyrhia. Alle fire er udemærkede fantasyfortællinger med alt, hvad der dertil hører sig: konger, en dronning, sværd, krige, drager, guder og masser af natur. Fortællingerne er gode og levende, storslåede og episke.

På albummets åbner, ”The Age of Birth” – en form for spoken words lagt henover et lydtæppe, kan til at starte med lyde lidt som musikken til multiplatformspillet Fallout 76 (som dog foregår i en postapokalyptisk verden, der ingen sammenhæng har til med denne fortælling) – hører vi om tilblivelsen af Osyrhia, som er skabt ud af ingenting: ”In the beginning, there was nothing / Not even darkness, for darkness would have been something already”.

Sangene er storladne; der er ikke sparet på de symfoniske dele af musikken, som dog er spillet/programmeret og ikke et symfoniorkester (hvilket ville være et vanvittig fedt live-setup at lave).
Skal man grave lidt i det tekniske, er der nogle ting, der ikke fungerer. På sangen ”Eleandra” har de deres tidligere sangerinde, spanske Elisa C. Martin med. Hun synger godt – bevares – men hun lider lidt af det, jeg vil kalde ”Bon Jovi-syndromet”: Hun sluger ordene, og med en i forvejen ret stærk accent så bliver det enormt svært for lytteren at høre, hvad det er, der bliver sunget, for fortællingen fejler ikke noget.

”Mount Mirenor”, som er instrumental, er en over 7 syv minutter lang intro til et fantasyspil. Dem af jer, der har spillet Legend of Zelda, Elder Scrolls, Dungeons & Dragons og deslige, er helt med på den her, men det bliver lidt langt.

Teknikken og kvaliteten er bedre end nogensinde

Bandet skriver selv, at de har nydt godt af at have adgang til langt bedre studieudstyr end førhen, og det kan man høre. De har også fået en rigtig violinist med, som gør det lidt mere levende. Detaljerne sidder lige, hvor de skal, og der er ikke ret meget – hvis noget – som rigtigt ”stikker ud”, når man lytter til albummet. Der er gjort meget ud af, at tingene ligger rigtigt i mixet, og som bassist kan jeg kun selv glæde mig over, at bassen ikke bare er ”parkeret” i baggrunden, men faktisk er veldefineret og har lidt kant. Nu er albummet jo så også indspillet og mixet af bandets bassist.

Er du til storladen, symfonisk power metal med strygere, blæsere, dobbeltpedal, masser af guitarfræs og guitar/keyboard-chases, alt sammen pakket ind i en spændende fortælling, så giv Fairyland en chance.
De gør det fremragende!