Gamle hunde tilbage i cirkus thrashimus
Exumer startede deres karriere for ca. 100 år siden eller rettelig: Deres første skive Possessed by fire udkom helt tilbage i 1986 og blev fulgt op af Rising from the sea i 1987. Begge disse skiver er klassikere i denne anmelders univers, og de var i heftig rotation på værelset i forældrenes residens, mens bundesligagarnet blevet svunget. Efter deres 2. LP forsvandt de dog sporløst fra jordens overflade, og 25 år skulle der gå, før de i 2012 udgav skiven Fire & Damnation, og den lød sgu nøjagtigt ligesom Exumer lød i 1987 om end med en lettere opdateret lyd og selvfølgelig præget af bedre musiske egenskaber. Og nu kommer så det 4. album i rækken med titlen The raging tides. Og der er ikke sket en skid: Exumer thrasher stadig derud af.
Nye tricks? Hvorfor dog det?
Det første, der slog mig, er, hvor fedt et cover Exumer har valgt til deres nye skive. Selvfølgelig er deres ishockeymaskebærende maskot på plads, og farverne er holdt bevidst i røde og sorte nuancer, og det skriger bare lige nøjagtigt, hvad det er: Old school! Og fra første riffs hamres det fast med syvtommersøm, at Exumer har en eneste mission med hele deres væsen: De vil berige verden med old school thrash metal, og de kaster det ene fede riff afsted efter det andet, som bliver bakket op af en relativ enkel trommepræstation, der dog bare understreger, at det her er energi for energiens skyld. Der bliver ikke lavet heltepræstationer, men hvad betyder det, når Exumer alligevel formår at proppe mere catchyness, energi og spillelyst ned på lige godt 40 minutter, end stort set den samlede thrashscene kan præstere på et helt år! Man hører numrene én gang, og næste gang synger du med, hvis ikke du er ved at smadre alt omkring dig i en one man moshpit! Produktionen er også rigtig, rigtig fed og bevidst holdt lidt halvskrabet og tynd, som det i mine ører bør lyde, når thrash indspilles. Lilletrommen lyder topspændt, og man misser ikke et eneste slag - Konge! Og Mem Von Steins vokal fungerer bare - ingen skønsang, men bare en enormt gnaven vokal, der tilføjer et ekstra lag energi til mixet. Selvfølgelig bakket op af de sporadiske bøllekor.
Jublen vil ingen ende tage …
Jeg har efterhånden haft denne skive på afspilleren en del gange, og den er lidt ligesom et sukkerkick. Hver gang de sidste toner, som i øvrigt er et cover af Grip Inc’s ”Hostage to heaven”, klinger af, nærmer fingeren sig uvilkårligt repeat, så kroppen kan få endnu et skud Exumer at køre på. Denne skive er en forbandet god start på metalåret 2016, og skulle der ikke komme noget af interesse det næste stykke tid, så gør det ikke noget. Jeg har The Raging Tides!
