Overdrivelse fremmer ikke altid forståelse

Mange er nok bekendte med bandet Eximperitus, enten på grund af bandets fulde navn Eximperituserqethhzebibšiptugakkathšulweliarzaxułum eller på grund af deres debut fra 2016 med den absurd lange titel Prajecyrujučy sinhuliarnaje wypramieńwańnie Daktryny Absaliutnaha j Usiopahłynaĺnaha Zła skroź šaścihrannuju pryzmu Sîn-Ahhī-Erība na hipierpawierchniu zadyjakaĺnaha kaŭčęha zasnawaĺnikaŭ kosmatęchničnaha ordęna palieakantakta, najstaražytnyja ipastasi dawosiewych cywilizacyj prywodziać u ruch ręzanansny transfarmatar časowapadobnaj biaskoncaści budučyni u ćwiardyniach absierwatoryi Nwn-Hu-Kek-Amon, uwasabliajučy ŭ ęfirnuju matęryju prach Ałulima na zachad ad ękzapłaniety PSRB 1620-26b. Umiddelbart kunne man nemt tro, at det var en joke fra en flok hviderussiske knægte med alt for meget tid, men nej. For knap fem år senere er bandet klar med opfølgeren, der har den noget simplere titel Šahrartu.

Sjældent har oldtidskundskab været så voldsomt

Udover at have en bemærkelsesværdig titel, gjorde bandets debut ikke meget for at fremme den hviderussiske tekniske dødsmetalscene. Pladen var aldeles rædselsfuldt produceret, hvor soloer blev begravet, og hvor det generelle lydbillede var som et trykluftsbor, der hamrede afsted på trommehinden. Šahrartu er stadig teknisk dødsmetal, men der er noget, der tyder på, at Eximperitus har kigget Ulcerate og Nile en smule over skulderen og brugt den sidste håndfuld år på at forbedre deres lyd på alle leder og kanter.

Kort fortalt så overstiger Šahrartu samtlige forventninger, hvor lave de end måtte være, jeg havde til Eximperitus. ”Tahâdu” og ”Anhûtu” sørger for, at der absolut ikke er tvivl om, at den tekniske død er udgangspunktet. Som en sumerisk guddom, der forklarer regnestykket for universets eksistens, kaster Eximperitus den ene mere kryptiske sektion efter den anden efter lytteren. Os normale dødelige må dog i sidste ende anerkende vores underlegne forståelse og bare hædre den imponerende tekniske kunnen.

Der, hvor Šahrartu dog bliver mere end ”bare” teknisk død, er på ”Utpāda” og den monumentale ”Inqirad”. Ind fra højre skyller langsommere og mere atmosfæriske passager, og som lytter er det lige før, man bliver transporteret tilbage til det sumeriske riges storhedstid. Trods reduktionen i teknisk kunnen og kaotisk hastighed er det præcis lige så voldsomt og imponerende. Kombineret med messende påkaldelsesritualer og et strejf af mellemøstligt folkemusik, rammer Eximperitus deres temaer om oldtidens mellemøstlige mysticisme og okkultisme lige i øjet.

Det eneste lille minus, der er ved Šahrartu, er, at pladen hele tiden lyder til at bygge op til en formidabel og altoverskyggende afslutning. Men når oldtidens Babylon takker af på ”Riqûtu”, sidder man lidt og føler sig snydt. Hvor er klimakset og forløsningen? Hvad var disse påkaldelsesritualer til? Er en håndfuld hvide slanger eller bare en lillebitte død for meget at forlange? Det er spørgsmål, man kan sidde og stille sig selv, inden pladen starter forfra, og man er tryllebundet igen.

Jeg venter gerne fem år igen

Men hvor træls manglende forløsning end måtte være, så er Šahrartu en milevid forbedring fra Eximperitus’ debut. Det er meget mere end teknisk død og guitarlir. Det er storslået, stemningsfuld og voldsom dødsmetal, der emmer af oldtidens mystik og okkulte gerninger. Det er tidligt på året, men der skal ske noget direkte vanvittigt for, at Šahrartu ikke bliver et af årets bedste plader, når det kommer til teknisk død. Men hvis Šahrartu’s opfølger giver den manglende forløsning, er det nok bedst ikke at belyse lokalet med ultraviolet lys.