Tid er et relativt begreb
Hvor lang tid skal der gå imellem udgivelsen af to albums – seks måneder, et år, to år, måske mere? Kigger man på Bucketheads karriere er svaret tydeligvis lige over en måned, men kigger man i stedet på Possessed er 35 år bestemt en mulighed Og går man uden for metallens grænser, så mener Abba, at 40 år bestemt også er en mulighed. Så da spændvidden for acceptable mellemrum for udgivelser er stort set alt, skal man nok ikke sætte spørgsmålstegn ved, at det kun er 15 måneder siden, at Evergrey udgav Escape of the Phoenix og nu er klar med A Heartless Portrait (The Orphéan Testament).
Ikke nye, men forbedrede tricks
Nu det ikke engang er halvandet år siden, vi sidst hørte fra den svenske kvintet, så kommer det heller ikke som en overraskelse, at materialet på A Heartless Portrait læner sig meget op ad sin forgænger – numrene er også skrevet lige efter udgivelsen af Escape of the Phoenix. Så det er stadig den storladne og melankolske prog/power metal med et moderne Raunchy tvist, som svenskerne endnu en gang lægger for dagen.
På åbneren ”Save Us” lyder det dog til, at Evergrey har prøvet at forbedre formlen fra Escape of the Phoenix og forenet den mere energiske, næsten aggressive side af melankolien med den følsomme side, hvor ballader og let til tårer er hverdagskost. Det er stort, voldsomt og som altid med Evergrey umanerligt velskrevet. Nummeret kommer rullende mod lytteren som en storm i horisonten, der langsomt omfavner landskabet i smuk grå tristesse, og man står med åbne arme og lader regnen sile ned ad ansigtet og blande sig med de salte tårer. Det lyder lidt overdrevent, men med numre som ”Midwinter Calls” og titelnummeret, der stilmæssigt lægger sig tæt op ad ”Save Us”, så er det tydeligt, at Evergrey har fundet den perfekte balancegang mellem det melankolske, det smukke og det aggressive. Den store grå melankoli, der langsomt bygges op, men pludseligt slår som en knytnæve i solar plexus, og før man har set sig om, sidder man alene ude i skoven og nyder ensomheden, er der, hvor Evergrey er allerbedst.
Men det der med at sidde og kukkelure ude i skoven, kan godt blive lidt kedeligt, og det samme kan siges om dele af A Heartless Portrait. Specielt ”Wildfires”, som lukker pladen på typisk akustisk ballademanér. Derudover er ”Call Out the Dark”, ”Heartless” og ”Blindfolded” alle opbygget på samme måde som åbneren og mangler desværre lige det sidste for at gå fra en byge til heldagsregn. Efter en plade der – efter Evergrey standard – er ganske energisk, bliver disse numre nogle jævnt trælse bump på vejen mod en ellers glimrende gang melankoli i godt svensk selskab.
Hvad mon det næste bliver?
Efter 27 år og 13 plader er det ikke utænkeligt, hvis gassen er gået lidt af ballonen, men på A Heartless Portrait (The Orphéan Testament) virker det dog til, at Evergrey har fundet pumpen frem og har tænkt sig at give deres karrieres efterår et tiltrængt vindpust. De spænder en smule ben for dem selv undervejs, men overordnet set lover det utroligt godt for svenskernes næste udspil.
