Hvert sjette år er vel også regelmæssigt
Det er nok de færreste, der vil kunne nikke genkendende til bandet Errorgod. For nogle vil det måske begynde at dæmre, hvis man i stedet kaldte bandet Evil Pigs, men langt størstedelen vil stadig ligne et spørgsmålstegn. Under navnet Evil Pigs blev det ellers til hele seks demoer, men siden navneskiftet til Errorgod i 2007 er det ikke meget, man har set til bandet. Samme år, der blev skiftet navn, smed bandet en selvbetitlet demo, seks år senere udkom EP’en Premature Burial, og nu, seks år efter, er bandet klar med debutpladen Ballad of Torture.
Der er intet tilovers for trends
Den lange ventetid mellem udgivelser og de meget få koncerter – deres seneste var i 2012 – er dog ikke noget, der har ført til metaltræthed hos Errorgod. Det er stadig en bister omgang old school dødsmetal, der torturerer øregangen med en smule grindelementer strøet hist og pist: Tænk old school Immolation med marcherende og buldrende rytmer blandet med lidt Brutal Truth-grind, og så er du ved at være der. Ikke voldsomt nyskabende, men når den danske dødsmetalscene enten spiller en opdateret version af den typiske svensker- og amerikanerdød eller prøver at være så pilrådden og brutal som muligt, så er det forfriskende med nogle halvgamle gutter, der spiller dødsmetal, som det lød, da de var unge.
Albumåbneren ”Brutal Truth” starter pladen perfekt, Brutal Truth-manér. Knap tre minutter med pedalen trådt helt i bund, og så er man ellers klar til et godt gammeldags usofistikeret barslagsmål. ”I Am” sætter tempoet ned, men Kent Dams trommer holder dampen oppe med ganske kreativt spil, der inspirerer til lige så kreativ uddeling af håndmadder – noget, der også gør sig gældende for to af pladens langsomste numre, ”The Ballad of Toture” og ”The Fall”. Det kunne nemt være gået hen og blevet sammenlagt ni minutters dræbende sejtræk, men den interessante instrumentering sørger for, at dette undgås. Hvilket især er kendetegnende for Ballad of Torture: Hvis den ikke får fuld smadder, eller der bliver kommanderet en tonsermarch, så opvejes det af små detaljer fra trommer og guitar, og nummeret forfalder aldrig til monotoni og skabelonsdødsmetal.
Vokalen kan dog godt være lidt til den ensformige Immolation-side, men bliver indimellem krydret med nogle skrig på blandt andet ”I Am” og ”The Stalking”, så det ikke bliver alt for skabelonskåret. Havde pladen varet længere, ville den sidste halvdel have været meget præget af gentagelser, specielt i de hurtige og mere brutale sektioner, da det kniber lidt med variationen i disse. Men heldigvis holdes spilletiden på lige under de 40 minutter, hvor man får alt, hvad Errorgod har at byde på.
Bestemt ikke en guddommelig fejl
Det kan godt være, Ballad of Torture har været en del år undervejs, men nu, den er her, skuffer den bestemt ikke. Man får ikke noget, man ikke har hørt før, men samtidig er det heller ikke en plade, der lefler for nogle trends. Errorgod har udgivet en plade, der lyder præcis, som de mener, dødsmetal skal lyde: Det er old school amerikanerdød med et grindtvist. Det er veludført, overbevisende og fulgt til dørs. Men der behøver ikke gå seks år inden næste plade.
