Eregions fald

Vest for Tågebjergene mellem Greyflood og Dunland ligger Eregion, Ñoldorin-elvernes rige, der i sin storhedstid bedrev rig handel med dværgene. Dette endte dog brat, da Eregion gik under i elvernes kamp mod Sauron i 1697 i Anden Tidsalder. Også det italienske powermetal-band Eregion må med sit tredje studiealbum, Non Omnis Moriar, se den mørke fyrste i øjnene og erkende sig besejret, for med den nye vokalist Dario Fontana har bandet mistet den smule kraft, det viste anstrøg af på sit første og andet album.

Saurons tid er nær

Siden udgivelsen af de to foregående plader, Lord of War fra 2014 og Age of Heroes fra 2019, er der ud over en udskiftning på basfronten i form af Davide Gianforte sket en altafgørende ændring i lineuppet, nemlig skiftet fra Mauro Colbacchini på vokal til Dario Fontana. Hvor Colbacchinis stemme – selv om den nok ikke kunne kategoriseres som skønsang – var mere rå og lyttevenlig, er Fontanas stemme mange steder meget uren, skinger og tynd, og dette bliver tydeligt allerede fra første nummer, “Kingdom Of Heaven”. Sangen indledes af en symfonisk intro, hvorefter lytteren bliver konfronteret med en kvalmende og unaturlig vokal, der på ubehagelig vis minder om den originale kendingsmelodi fra The Muppet Show. Som en, der er meget glad for powermetal-genren, er aversionen mod den ikke altid til at begribe. Men tredje track, “The Rival Kings”, giver med sine lettere mislykkede high pitch-skrig et indblik i, hvordan powermetal lyder for folk, der ikke kan udstå det. På trods af godt guitararbejde lykkes det Fontana på prototypisk vis at skråle alt i miles afstand ned, og sangens simple komposition henter heller ikke point hjem. Endnu et problem, man møder på denne plade, er produktionen, der især på niende nummer, “Blood Brothers”, bliver et problem. Vokalen, der i forvejen ikke er særlig god, er specielt i omkvædet alt for langt fremme i mikset og overskygger guitarpassagerne, der på denne sang faktisk er helt fornemme. Men en generel ting, der kan siges om stort set alle sangene, er, at de ikke afsluttes på tilfredsstillende vis. Når man er nået cirka tre minutter ind i sangen, tror man, at den er forbi, men så går det sgu løs igen. Det virker uigennemtænkt og som noget, der er tilføjet for at få sangene op på knap fem minutter.

Pizza quattro formaggi

Denne plade kommer nok til at skille vandene, for Non Omnis Moriar vil måske kunne begejstre inkarnerede fans af italiensk power. Dette gælder dog på ingen måde for mig, da der er for få ting på albummets ti sange, der fungerer, som de skal – guitaren for eksempel. Pladen kommer aldrig virkelig i mål med det, der skal opnås på en powermetal-skive – og det er primært på grund af den dødssyge vokal og musikkens ret generiske udtryk. Albummets titel betyder “ikke alt dør”, men for mig er dette album sgu nærmere en død sild.