Råbemetal

Hvor mange bands fra Litauen kender du? Jeg tilstår, jeg ikke på stående fod kunne levere et eneste, før Erdve landede på mit skrivebord, og lad mig sige med det samme: Det er jeg glad for, der er blevet lavet om på. Musikken er aggressiv og uden omsvøb; det kommer blandt andet til udtryk i den nådesløse riffing og de uldne, buldrende trommer – og så synger de tilmed på deres modersmål. Vaitojimas betyder åbenbart ”at råbe” på litauisk, og det er ikke løgn. Hele pladen emmer af indebrændthed, og især vokalen er med til at præge udtrykket positivt, da råberiet på ingen måde ville egne sig til den introverte og drømmende post-black, som ser ud til at være i højsædet disse dage.  

Afvekslingens kunst

Åbnings- og titelnummeret ”Vaitojimas” byder på et godt og gammeldags ”URGH!”, der leder tankerne hen på den særlige vrede metal, som Shining gør så godt, og det passer lige ned i den slagkraftige lyd, de lægger for dagen. Pladen bærer præg af at have dyppet tæerne i dødsbassinet, og andet nummer ”Prievarta” er et glimrende eksempel på dette, da brutale riffs tilføjer tyngde, mens metalcore-prægede akkorder leverer melodi. Tredje skæring, ”Pilnatve”, er med sin rolige intro, hvis hvide baggrundsstøj tilføjer en ekstra dimension til den behagelige lyd, en af pladens store overraskelser med sit sludgede bagholdsangreb. Uden varsel bliver freden afløst af et støvet og pågående riff, der er tungt, langsomt og uldent og bevidner en evne til at favne bredt indenfor en genre, som i manges øjne bør være statisk og uforanderlig. Nummeret bliver lukket ganske effektivt af med en gentagelse af introen, og den repetitive effekt giver skæringen en fornemmelse af sans for detaljen, der afslører godt håndværk.

De vil meget gerne mange ting. Sludge og hardcore bliver blandet med black metal, og den instrumentale ”Apverktis” afslører, som ”Voitojimas”, skandinaviske aner ved at trække på inspiration fra Callisto anno 2004. Afslutningsvis kommer nummeret dog op i tempo og byder på en voldsommere afslutning, end der  ellers lægges op til. Andetsteds på Vaitojimas bærer den hæse råben musikken frem som et flagskib og egner sig glimrende til musikken – noget, som definitivt kan tilskrives den rå lyd. Jeg var som sådan overbevist ved første gennemlytning, men tiden må vise, om de har det, der skal til for at forblive interessante for lytteren.

Langt over middel

Der er så meget middelmådig metal derude, og Erdve falder på ingen måde i den kategori. De formår at strikke de forskellige elementer sammen, så de går op i en højere enhed, men spørgsmålet er, om man synes, det har sin berettigelse at forsøge at favne så bredt. Måske burde de skrue op for black metallen, da den mest af alt virker som en fodnote i det samlede kompendium, men deres udgave af den går godt i spænd med de øvrige genrer. De fortjener således at blive hørt lidt flere gange og rost for deres debut, da resultatet af deres anstrengelser falder ud til deres fordel, og jeg vil gerne anbefale, man giver dem de 37 minutter, pladen varer.