Entombed A.D. har fået ny indpakning i form af et navneskift, men der er stadig 90'er Old School Death 'n' Roll på programmet!

Entombed A.D. er navnet på en ny udgave af det svenske Old School Death Metal band, Entombed, der tog de fleste metal fans med storm i op gennem 90'erne, hvor de diskede op med albums som Left Hand Path og Wolverine Blues. Hvis vi skal hele vejen tilbage, så var det i 1987 at de første spadestik til Entombed blev udført, da bandet Nihilist blev dannet, med L-G Petrov i spidsen. Efter lidt knas mellem bandet og bassist johnny Hedlund, blev Nihilist i 1989 opløst, og de resterende medlemmer dannede bandet Entombed. Historien omkring hvorfor der i 2014 er kommet et navneskift på banen, er lang - og for at være ærlig, så er jeg i tvivl om den helt eksakte sammenhæng mellem, hvor vidt det er pga. "ejerskab" af bandnavnet Entombed, der angiveligt ejes af L-G Petriov, Alex Hellid, Nicke Andersson og Uffe Cederlund, og ikke længere må bruges, eller om det er fordi Alex Hellid stadig "holder" på bandnavnet, eller om det slet og ret er for at kridte en ny bane op. Faktum er i hvert fald, at vi her skal tage et kig på Entombed A.D., og besætningen består – ud over eneste "gamle originale" medlem, L-G Petrov - af de "nyere" Entombed medlemmer, der har været med siden 2004 og frem.

Gennemgang

Entombed A.D. er netop kommet på gaden med deres første album på listen, Back To The Front, der udkom den 4. august via Century Media Records, og består af 11 numre, der strækker sig over i alt 51 minutter.

Albummet er produceret af Roberto Laghi, i samarbejde med Nico Elgstrand, i Studio Bohus. Michael Ilbert / Hansa Mix Room i Berlin, har lagt hånd på mix og Tom Coyne, Sterling Sound i New York, har stået for mastering. Albummet har en nærmest grumset og ”original 90´er” lyd, der må siges at have ramt 90´er nerven spot on, og hvor det så sandelig kan diskuteres, om det er godt eller skidt. For spørgsmålet er, om ikke det ville have været bedre med en mere up-to-date lyd, fremfor denne rå og upolerede lyd? Jeg kan rigtig godt lide, når der har været en finpudsning ind over, som især fremhæver de små detaljer endnu mere, men i dette tilfælde er det vel OK med lidt knas og ”skratten” – det giver jo helt klart en ”Old School Death Rock”-oplevelse, hvilket man må formode har været meningen med denne produktion. Meen jeg havde nu også gerne hørt en mere finpudset version, for vi skriver trods alt år 2014, og det ville næppe kastrere bandet – eller genren – at give albummet en lidt bedre lyd… Nuvel, når det så er sagt – så har de faktisk skruet et ret godt album sammen, men det havde pyntet gevaldigt med en bedre lyd…

Energi niveauet på albummet er ganske godt, og især første nummer, ”Kill To Live”, er et rigtig lækkert nummer, der består af en ét-minuts intro, bestående af elektroniske toner/keyboard, bas og lilletromme, hvorefter nummeret får en nærmest psykedelisk lyd, hvor der især diskes op med rigtig spændende guitar riffs og ganske sprøde soloer, og hvor trommerne bevarer en ret lilletromme-fikseret lyd, der giver et fedt tvist.

Petrov´s rustne og nærmest fæle vokal er tung og virker lidt mere stabil end tidligere – den skinner ekstremt meget igennem, og helt klart er prikken over i´et gennem hele albummet. Men Petrov er selvfølgelig ikke alene om at skabe dette udmærkede album… Der er også de øvrige medlemmer af bandet; Nico Elgstrand på guitar, Victor Brandt på bas og Olle Dahlstedt på trommer, der gør et godt stykke arbejde, og Back To The Front er et album, hvor vi har de solide grundelementer, der spiffes op med korte, præcise – og ikke for prangende - guitarsoloer og små finurligheder og tvists i form af bl.a. tempo- og rytmeskift. I det hele taget byder albummet på mere af de rigtig tunge og dybe guitarer, hvilket slet ikke er ringe og passer perfekt til bandets stil.
Mit absolutte favorit-nummer er førnævnte ”Kill To live”, der lige netop har ”mere at byde på”… Flere favoritter er ”Pandemic Rage”, som du kan tjekke ud nedenfor, og det 6 minutter lange nummer, ”Digitus Medius”, der bare har en bad-ass lyd med super fed, slow guitar og rigtig lækre skift. Et nummer, der også skal nævnes, og som falder lidt udenfor i forhold til de andre numre, er ”The Underminer”, hvor vi får trommer i Black Metal-tempo, og guitar, der byder på momenter, hvor den løber løbsk i bedste Death/Thrash stil – om det er et spring tilbage til 90´erne eller et bud på humor, er uvist – men det er bestemt et friskt pust på albummet.

Konklusion

Entombed A.D. har med Back To The Front leveret et solidt og udmærket album. Det er tung Old School Death 'n'Roll, der på den ene side er lige ud ad landevejen, og på den anden side alligevel har lidt at byde på, men på ganske beskeden vis. Den lyd, de har valgt til albummet, trækker desværre ned - der er for meget "grums", og det er lidt ærgerligt når man ved, at de havde kunnet gøre det bedre. Svenskerne er tilbage ved fronten - men slaget er ikke vundet endnu, så Entombed A.D. må beholde kamp uniformerne på, spænde hjelmen og gøre det bedre næste gang!

Her får du nummeret Pandemic Rage: