Engel var nyt for mig, da jeg den 29. Oktober 2007 smuttede en tur i Vega for at se om Dimmu Borgir kunne leve op til den legendariske koncert på dette års Wacken og så at Engel var sat på, istedet for Hatesphere.
Albummet "Absolut Design" er produceret af In Flames frontfiguren Anders Fridén og det kan så absolut høres. Engel er ganske enkelt en pæn blandning af det seneste In Flames og Passenger, uden dog helt at være på niveau. Medlemmerne har tidligere været med i alle mulige svenske bands som In Flames, Passenger, Lord Belial, The Crown mm, hvilket dog ikke gør "Absolut Design" til en direkte klassiker. Det er som sådan fedt nok og nogle af de melodiske indslag virker da også ganske godt, hvor andre måske bliver lige en tand for wimpede og poppede til min smag. Et nummer som "Propaganda" rykker ganske fedt og alt i alt er det et habilt udspil som man absolut bør give en chance hvis man er til Passenger og In Flames seneste materiale.