Fra speed metal til grand prix heavy
Jeg har, siden jeg lærte dem at kende, elsket Enforcers take på speed metal blandet med gammeldags heavy, og de er gået fra den ene stærke plade til den anden, hvor formlen har været aggressiv metal med Olofs fede vokal i front. Hans vokal er stadig fuldkommen fantastisk, men der er dælme kommet nye boller på suppen rent musikalsk. Allerede på det første nummer ”Die for the Devil” fornemmer man, at der er skruet ned for speed metallen, men til gengæld op for heavy rocken. Dette følges i den grad op af ”Zenith of the black Sun”, som er ren hardrock – fed hardrock – men også meget anderledes, end man er vant til fra den kant. Men allerede på næste nummer kommer der en lækker speed metal-granat at sutte på, og sådan kører det faktisk hele vejen igennem. Det ene øjeblik er det Enforcer, som man kender det, og det næste er det et nyt Enforcer med mere fokus på de bløde dele og det hardrockede. Fælles for alle numrene er dog, at de er fængende som en steppebrand. På sang nummer 4 går der storslået grand prix heavy i det hele. Det er en fantastisk ballade, men også meget langt fra det Enforcer, jeg genkender.
Variation en masse
Man kan ikke sige, at Enforcer vælger den sikre vej med Zenith, for det bevæger sig i den grad udenfor den komfortzone, man et eller andet sted har fornemmet, at bandet befandt sig i. De har siden starten spillet deres egen form for metal, men her tager de springet og udforsker territorier, de ikke har befundet sig i før. Mit første indtryk var skuffelse, men efterhånden, som skiven begynder at sætte sig, så sætter jeg pris på, at de prøver noget andet og tager nogle chancer. Dette er store ord fra en normalt ganske stokkonservativ anmelder. Jeg var vældigt forvirret de første gange, jeg lyttede til skiven, og så mig gal på det væsentligt blødere udtryk fra svenskerne. Men jeg er blødt mere og mere op, og kan nu anerkende, hvad det er, de vil med skiven. Det er uden tvivl det mest varierede album fra Enforcer, og måske det rigtige tidspunkt at tage chancen på?
Et nyt Enforcer – et nyt kapitel
Overraskelses momentet har efterhånden lagt sig, og min konklusion er, at Enforcer, som forventet, har udgivet endnu et fedt album. Men om jeg kommer til at synes, det er ligeså fedt og langtidsholdbart som eksempelvis forgængeren From Beyond, det må tiden vise. Der er flere rigtigt gode numre på skiven, men klart flest som hælder mere mod hardrock end speed metal, og nogle gange må jeg erkende, at det bliver lige søgt nok for mig – specielt et nummer som ”Sail on” skærer lidt i mine ører. Men gennemgående sætter jeg pris på Enforcers nye udtryk, de har tydeligt forsøgt noget andet, og slipper i langt de fleste tilfælde afsted med det. De musikalske evner er der intet at udsætte på, der spilles stærkt, og solo-arbejdet er ganske imponerende, og så bliver vokalen fra Olof bare federe og federe for hver skive. Produktionen på skiven er fantastisk og understøtter udtrykket fuldt ud. Jeg ender på et 7-tal for Enforcers udgydelser på Zenith. Om jeg senere fortryder eller måske giver den et hak op, må tiden vise.
