At bære faklen videre
Efter ni år i skyggerne er Empire Drowns nu tilbage med sin anden udgivelse, Nothing. Albummet er lige under 29 minutter langt, og bag roret af denne kvintet har vi blandt andre garvede Michael Andersen fra Withering Surface/Thorium som vokalist og Anders ”Saturnus” Nielsen på tangenterne. Bridges fra 2013 var tydeligt doom/gotisk metal i stil med tidlig Paradise Lost og 90’ernes My Dying Bride, og med dette nye album lader det til, at bandet ønsker at bære den fakkel videre. Lad os se nærmere på, om de kommer i mål, og hvordan de gør det!
Et skridt op ad smerteskalaen
Nothing består af intro, outro og et mellemstykke på fire numre. Musikken er overordnet set tunge, melodiske passager med simple keyboardsekvenser, der skaber et melankolsk og atmosfærisk lydbillede – et brutalt smertekvad.
På intet tidspunkt kæmper instrumenterne om at træde frem i spotlyset, de er alle sammenstykket til samhørighed og har en understøttende funktion, der taler ind i det samlede lydbillede. På den måde holdes der en rød tråd til det gotiske og doomede. Resultatet er, at musikken gøres til en lang og smertefuld sørgefrekvens med en bitter gråd-betynget vokal – en tung gotisk komposition.
Der er en uforglemmelig og unægtelig lighed mellem den sørgende skønvokal, Michael har på Bridges, og vokalstilen fra de tidlige 90’eres Nick Holmes (Paradise Lost), ligesom sangstilen på Nothing i høj grad kan sammenlignes med nutidens melankolske, næsten dødsmetalvokal-agtige stemmeføring fra Nick Holmes. Og netop det sammen med en mørkere, mere gennemtænkt instrumentalside gør, at Nothing bevæger sig et skridt op ad smerteskalaen og leverer noget, der er mere brutalt, end hvad vi oplevede fra bandet i 2013.
Ved første gennemlytning virkede Nothing som et forhastet søndagsprojekt, men i takt med at jeg gennemlyttede albummet flere gange, dukkede adskillige underspillede detaljer og finurligheder op til overfladen. Det gav mig et indtryk af, at der ligger et solidt stykke arbejde bag dette album, som har krævet stor indsats fra alle musikerne. Jeg står dog tilbage med ønsket om et længere album, og frem for numre, der virker som sammenknyttede brudstykker, et mere bindende flow og en større historiefortælling, der sammenkæder det hele. Dermed vil fordybelsen i Nothing-universet være en mere altomsluttende oplevelse. Endvidere, når et album har så talentfulde musikere i lineuppet, så savner jeg, at hver af de enkelte musikere får mere tid i spotlyset. Det virker fandeme, når Thomas Birk på guitar på ”Purity ”og ”Anesthesia” fuldender kompositionerne med korte solomellemstykker. Artisterne burde træde mere frem fra skyggerne ved at inkludere en højere grad af variation. Det vil være muligt at gøre uden at ødelægge det overordnede lydbillede.
Traditionen tro
For dig, der elsker doom- og gotisk metal, der er revet ud af 90’erne, så vil dette være en værdig tilføjelse til dit musikrepertoire. Du vil værdsætte dette album, hvis du er til tidlig Katatonia (a la Dance of December Souls), 90’ernes My Dying Bridge og alt fra Saturnus, og mest af alt, hvis du er glad for den slags musik, Paradise Lost lavede frem til 95 og en del af det, de har lavet fra 2007 og frem til nu.
Albummet er solidt, men det er kort, og lige når du mærker, at du skal til at fordybe dig i lyduniverset, bliver du revet ud af det igen. Musikken er lige i underkanten, hvad angår variation, og man savner breaks og variation. På sin vis er musikken også som noget, der er revet direkte ud af 90’erne, og det i sig selv er fedt, men det gør også musikken meget forudsigelig.
