Allerede mere end bare en luftspejling af storhed

Oprah Winfrey-giffen med elitært fortegn 

At metalfans ynder at kalde bands, anmeldere og hinanden for elitære snotskovle, er så lidt en hemmelighed, at der med al sandsynlighed er et meme med Willy fra The Simpsons omkring emnet. Det virker dog ikke til, at der er et reelt regelsæt for, hvornår noget er elitært, og hvordan prædikatet undgås. Så hvad gør den moderne metalperson i en sådan situation? Ganske enkelt. Følger Uffe Ellemann Jensen-citatet: "If you can’t beat them, join them”. Det er i hvert fald sådan, jeg forestiller mig, at danske Elitist har fundet deres navn. Det elitære fingerpeg passer dog også godt til bandets debut A Mirage of Grandeur.

Nyfortolkning af en gammel klassiker 

Elitists musikalske retning vil dog næppe få nogle til at benægte en lettere elitær holdning. Dissonant teknisk dødsmetal, som bestemt ikke er bleg for at trække på en hel del inspiration fra grindcorens hærgende univers, er ikke ligefrem at sidestille med sovs og kartofler. Denne musikalske retning er heller ikke voldsomt overraskende, da Elitist tæller medlemmer fra blandt andet Dysgnostic og Piss Vortex.

I løbet af de sidste år er dødsmetalmoden skiftet fra kloakdød til dissodød i en sådan grad, at man kan fodre svin med sidstnævnte. Men når Elitist på numre som “False Lives” og “Ahistorical Pride” smider alt fra Immolation, Morbid Angel, Pyrrhon og Nasum i gryden for derefter at udøve stump vold med øsen, ja så bliver den dissonante genre pludselig interessant igen. Et struktureret kaotisk virvar af skærende lydflader, der rammer som maskinkanonen på et A-10 Thunderbolt-fly, vil til evig tid være som balsam for sjælen. Dermed ikke sagt, at resten af A Mirage of Grandeur er kedeligere end en temalørdag om vestsaudisk keramikkultur. Åbningsnummeret “Propagating Suffering” er som udgangspunkt af den klassiske Immolation-skole, men med arrige hvepserede-mathgrind riffs rammer det den fabelagtige trommehindemaltrakterende lyd, jeg for alvor savnede på Pyrrhons seneste skive.

Elitist formår dog ikke helt at holde den elitære kadence pladen igennem. “Vacuous Magnificence” og “Deluded Fallacies Spew From Rancid Mouths” er fra ende til anden mere eller mindre et standard Morbid Immolangel-mix, som er hørt så mange gange, at royaltyerne kan betale et gennemsnitligt studielån af. Det er ikke en miserabel affære, men da Immolation i 2022 satte alle grønskollinger til vægs med Acts of God, så bliver Elitists bedrifter lidt tamme.

Oplevelser er en yderst populær julegave 

Ikke at kunne nå nogle af de gamle mestres niveau er ikke noget, der får A Mirage of Grandeur til at knække midt over. Pladen er pakket med en halv times veleksekveret dissonant dødsmetal, der kommer rundt i samtlige kroge, du overhovedet kan forestille dig, genren kunne have. Det er teknisk, det er grindet, og det er forhåbentlig noget, der kan give hr. og fru Danskerdød en på opleveren.