Er der noget det nye album fra canadiske The End ikke er, er det "elementært". Måske har bandet snarere tænkt sig, at titlen skulle reflektere, at dette album er sammensat af mange vidt forskellige elementer: Groovy dødsmetal med en rock'n'roll-lignende energi går hånd i hånd med poppede, nu-metal-agtige passager, dyster, alternativ rock i stil med Jeff Buckley, sludge à la Transmission0 eller Isis og på en gang ekstreme og sært æteriske lydlandskaber hen ad Strapping Young Lad og Devin Townsend i al almindelighed.

Numre som åbneren "Dangerous" og "In Distress" har et groovy, lidt Mastodon-agtigt præg til at starte med, med heftig skrige- / råbe- / growl-vokal, men går siden over i et mere Devin Townsend-agtigt, ulmende, hviskende univers. Sange som "The Never Ever Aftermath" og "My Abyss" har på en gang dystre og poppede melodier, hvor forsanger Aaron Wolf synger, som var han taget ud af "hot rotation" på en vilkårlig lokalradio, oven på tunge, stemningsmættede underlag. De mere afdæmpede, udflydende og tungsindige "The Moth and I" og "And Always..." kunne have været numre af Jeff Buckley – her rammer Wolf overbevisende et virkelig følt, smertende udtryk, som ikke lader førnævnte afdøde noget tilbage at ønske, og på sidstnævnte nummer heller ikke Manic Street Preachers. Faktisk er Aaron Wolfs vokal noget af det mest imponerende ved The End. Uanset om han skriger, råber, growler, synger poppet eller rocket, lyder han, som om han hører fuldstændig hjemme i det pågældende udtryk. De øvrige musikere er dog også bestemt dygtige – rytmegruppen formår både det tight sammenspillede og det bevidst løse, hvor tingene kun akkurat hænger sammen.

Musikken på "Elementary" er en speciel blanding, og den bliver ikke mindre speciel af, at elementerne ikke er blandet til en homogen stil, men snarere får lov til at stritte ud i forhold til hinanden. På denne måde har albummet som helhed et lidt splintret udtryk, der kan forvirre lytteren, men samtidig passer godt til den undergangsstemning, der også gennemsyrer teksterne. "No more / I can’t take another false alarm / So if the fuses have been lit, let’s get this over with/ I can’t take another false alarm / And I don’t wanna wait another day for the countdown / ’cause I fell in love with my visions of the mushroom cloud" (fra "The Never Ever Aftermath"). Det er ikke ligefrem en opmuntrende verden, lytteren træder ind i, men fascinerende og cool, det er det.