The End

Canadiske The End har med ”Elementary” udgivet et af årets hidtil mest varierede albums. I den anledning fór vi til tasterne og udsatte bandet for nogle delvist elementære spørgsmål. Guitarist og tekstforfatter Andrew Hercules besvarede...

Hvorfor hedder jeres nye album “Elementary"?

Det er fordi, det vedrører eller omhandler elementer, fundamenter eller "første-principper". Det er en udforskning af menneskehedens grundlæggende træk.

Teksterne synes at være meget dystopiske og dystre. Ønsker I at videregive et budskab til lytteren? For ikke så lang tid siden interviewede jeg Daniel Gildenlöw fra det svenske progmetal-band Pain of Salvation, og han sagde helt åbent, at han ville have de politiske tekster på deres nye album til at være i fokus...

Selve den menneskelige eksistens’ natur er på en eller anden måde dyster. Vi er dødelige og endelige væsener, og det varsler ikke godt for noget menneske. Der er meget af albummet, der beskæftiger sig med det emne, men vigtigere endnu er ideen om, at det er en sand guddommelig nydelse at svælge i det. [Det er uvist, om A.H. her mener at svælge i det dystre eller at svælge i det at eksistere – men det kommer vel ud på ét ud fra hans egne definitioner...]

Musikken på det nye album er meget varieret. Hvordan vil I selv karakterisere det? Og hvordan vil I sammenligne det med jeres tidligere værker?

For os består det for det meste af ideer, vi har berørt tidligere, men som vi nu har udforsket mere grundigt. Jeg synes, at vi i vore tidligere værker havde en del konflikter mellem vores egne personligheder, hvor vi nu har arbejdet os frem til at blive en mere sammenhængende helhed.

Hvad eller hvem er jeres inspirationskilder? Jeg har selv fundet musikalske paralleller til så varierede navne som Jeff Buckley, Strapping Young Lad (og Devin Townsend i almindelighed) og Transmission0...

Det er alt sammen rigtigt. Alle de nævnte bands er nogen, vi lytter til, og som sådan er der elementer af inspiration fra dem i vores musik. Men ak, der er mange andre også...

I løbet af de sidste 10 år er der kommet flere meget interessante nye metalbands fra Canada (f.eks. S.Y.L., Devin Townsend Band, Into Eternity og jer selv). Ville I sige, at der en særlig canadisk lyd – noget I alle sammen på en eller anden måde rører ved?

Jeg tror, at for at eksistere som band i Canada er man nødt til at have en unik identitet – ellers vil man simpelthen blive slugt af markedet sydpå og internationalt. Så overlevelse er afgjort den ene del af det. Den anden del vil være, at Canada simpelthen er et rart sted i verden, og canadiere er også rare, så vi laver rar musik.

I har turneret med bands som Transmission0 og Between the Buried and Me. Hvordan har jeres forhold været til de bands?

Tja, vi sparkede røv på Transmission0 i dodgeball i Trier i Tyskland, og siden da har jeg aldrig helt kunnet se dem på samme måde. Between the Buried and Me er på den anden side o.k. De kunne dog godt være lidt mere tighte. Ha ha.

Kan vi håbe på at se jer spille [koncert altså] i Skandinavien snart?

Hvis kvinderne er lige så smukke, som man har fortalt mig, flytter vi måske dertil...