Superlativer på stribe

Selvom mange i Norden sværger til Nightwish, når det kommer til symfonisk metal, så var det faktisk italienske Rhapsody of Fire (kendt som Thundercross dengang), der pionerede genren sammen med svenske Therion, flere år inden Tarja og co. udgav deres første album. Italienerne elsker nemlig denne type metal, og et utal af artister bryder hvert år igennem for blot at forsvinde kort tid efter grundet den svimlende mængde af grupper, som man kan vælge imellem. Elegy of Madness er ikke et af de bands. Faktisk har de eksisteret siden 2006, og XI er deres femte album i perioden. Sidste år skiftede gruppen forsanger Anja Irullo ud til fordel for en anden sopran, Kyrah Aylin, og italienerne beskriver selv deres nye langspiller som værende en okkult, moderne og episk udgivelse, der skruer op for melankolien post-corona. Det er noget af en smøre, og spørgsmålet er naturligvis, om indholdet kan leve op til alle disse superlativer.

Futuristisk fuser

XI er i princippet et konceptalbum, hvor samtlige sange på den ene eller anden måde gerne skulle referere til tallet 11. Hvordan pokker det lader sig gøre, begriber jeg vitterligt ikke, og jeg tvivler på, at selv Da Vinci ville kunne afdække sammenhængen. Konceptet virker i det store hele ret spinkelt og kræver muligvis, at man er en yderst dedikeret fan for at fuldføre denne musikalske rejse. Jeg vil gerne gå så vidt og kalde albummet moderne og melankolsk, men så når vi også grænsen. At kalde dette album okkult, ville være det samme som at karakterisere Volbeat for garagepunk.

Termen moderne skal ikke altid ses som noget positivt, og det er desværre ikke kun konceptet, som er rodet. Skiven er overpoleret, og lyder flere steder decideret poppet i sin natur. Elegy of Madness har desuden forsøgt sig på at lave små finurlige futuriske segmenter, hvor de tilsyneladende fandt det passende på skiven, og det fungerer på ingen måde, når det ikke er mere gennemført. ”Hybrid Love” er et godt eksempel på dette. Der kører ligegyldige synthesizers i baggrunden, som forvirrer mere, end de gavner, og omkvædet er en fjern og repetitiv skabning. Endnu mere uforstående er det, at man har inkluderet et instrumental-nummer kaldet ”A.I Slavery”, der udelukkende består af keyboard, stasis, og hvad der mildest talt lyder som en hviskende robot. Og ak, det er ikke Bender fra Futurama.

Når Elegy of Madness derimod holder sig til en mere traditionel tilgang, bliver det straks en anden sag. Pladens første reelle udspil ”Broken Soul” er en spændende oplevelse, hvor Aylin for alvor viser, at hendes vokal har en unaturlig stor rækkevidde. Det er grandiost og effektivt, og lyder som taget ud af Nightwishs Wishmaster (2000), hvilket uden tvivl er en positiv sammenligning. ”Insanity” er også et glimrende nummer, hvor både Marco Monno og Tony Tomassichio viser deres tekniske færdigheder i form af stærke riffs og flamboyante soloer. Pladens største højdepunkt er dog den sidste skæring ”Legion”. Her får Aylins vokal lov at til at gå i spænd med Tomassichios growl, hvilket tilfører en dybere dimension, end når den kvindelige skønsang præsenteres alene. Det viser endnu en gang klare spor af inspiration fra Nightwish, som gjorde denne teknik til et af deres varemærker, men desværre introduceres denne dualisme for sent på albummet og har derfor begrænset indflydelse.

Roden til alt ondt er rod

Selvom XI er et konceptalbum, mangler det i høj grad retning. Bandet skiftes til at lyde som sig selv, svenske Amaranthe og ikke mindste finske Nightwish. Det er hamrende ærgerligt, for Kyrah Aylin gør inderligt alt, hvad hun kan, og hendes stemme er absolut pladens højdepunkt. Hvis du er typen, der elsker at kanalisere din indre sopran i badet, så er XI helt sikkert for dig. Hvis du leder efter noget revolutionerende og bekræftende, så stopper din rejse derimod ikke ved den italienske riviera.