Eldur - Síggja

Síggja

Udkom

Type:EP
Genre:Black metal
Antal numre:3

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

En af de bedste danske undergrunds-udgivelser i umindelige tider

 

Eldur, et Aarhus-baseret enmandsprojekt, har totalt uden forvarsel netop udgivet debut-EP’en Síggja. Síggja indeholder tre numre, der til sammen er en 17 minutter lang rejse inde i det dystre, men smukke univers, som denne form for atmosfærisk black-inspireret metal indimellem kan fremkalde – og som vi blandt andet kender fra Lustre, Trist og Xasthur. Jørð, der er kunstneren bag Eldur, udgav Síggja den 2. december i år, og dette er egentlig blot en forsmag, idet han i disse dage arbejder på en kommende fuldlængde, der forventes at udkomme i foråret 2015. Inspirationen bag Eldur er blandt andet hentet i den skandinaviske natur og i nordiske folkeviser.

Et kontrastfyldt og smukt univers

Síggja byder som nævnt på tre numre – ”Dagur”, ”Nátt” og ”Sorg”; simple begreber, der i Eldurs tilfælde egentlig dækker over noget langt mere symbolsk og følelsesmæssigt komplekst, ligesom musikken i sig selv. Generelt er kontraster noget der går meget igen i løbet af Síggja – hvor ”Dagur” og ”Nátt” både af navn og stemning er hinandens modsætninger, fungerer ”Sorg” på sin vis som en kontrast til begge disse numre.

”Dagur” er, ligesom ”Nátt”, et instrumentalt, ambient-præget nummer. Dog er det EP’ens utvivlsomt mindst dystre nummer, og det er heller ikke så tungt som de to øvrige. ”Dagur” starter blidt ud med behageligt og stemningsfuldt ambient-inspireret keyboard, der skaber et lyst og melodisk fundament for dette nummer. Ligeledes bidrager det til den monotoni, der i høj grad dominerer Síggja. I løbet af nummeret øges dynamikken, selvom tempoet er det samme – på den måde forbliver nummeret monotont, men når dog at blive utrolig storslået, inden det langsomt fader ud i stille ambient.

I ”Nátt”, den mørke pendant til Síggjas første nummer, bygges der på samme måde en stemning op med atmosfærisk keyboard. Dette nummer er mindst ligeså episk, hvis ikke mere, og ligeledes er det langt mere tungt og dystert end ”Dagur” er – men fælles for begge numre er de monotone, melodiske elementer, der er meget fremtrædende. Disse i sig selv er nogle af de absolutte styrkesider ved Jørðs musik, og er, som tidligere nævnt, de søjler der bærer resten af musikken. Endnu en styrkeside – den der om muligt formår at imponere mig mest – er dog vokalen. Dette er et nyt element, som vi først introduceres for i Síggjas sidste nummer, ”Sorg”.

Unik og intens lytteroplevelse med et sorgfuldt strejf af DSBM

"Sorg" starter langt mere brat ud end de to forrige, om end de atmosfæriske keyboard-elementer bibeholdes. Det er nærliggende, når man hører dette nummer, at drage de første paralleller til DSBM. Produktionen er ekstremt kold og low-fi, hvilket tilføjer en fantastisk undergrunds-feel, som jeg er evig fan af – især hvad angår en genre som denne. Produktionsmæssigt er der mange paralleller at drage til Cry of Silence og Thy Lights nyeste album, No Morrow Shall Dawn, hvor lytteren også indhylles i samme sound wall-lyd, som er på Eldurs EP. Derudover er vokalen også meget lig noget man kan støde på blandt DSBM-kunstnere, heriblandt Thy Light og Xasthur. Dog vil det ikke være fair at klassificere Eldur som værende DSBM – for det første er Jørðs musik langt mere ambient-inspireret og atmosfærisk, og for det andet fordi der på denne EP fokuseres langt mere på at skabe et repetitivt, atmosfærisk fundament, end der fokuseres på det tekniske rent instrumentalt. Hvad mere er, så er Eldur alt for unikt til blot at puttes i en genre-labeled kasse på denne måde.

I det hele taget er ”Sorg” denne EP’s utvivlsomt mest intense og rørende nummer. Monotonien, atmosfæren og den sorgfyldte vokal, der virker til at være meget langt væk, skaber et uendeligt smukt resultat. For at holde fast i Eldurs inspiration i den skandinaviske natur, er det nærliggende at skabe et billede af, hvordan en mand skriger sin sorg ud, alene i naturen blandt ensomme bjergtinder. Noget af det jeg er så glad for ved Eldurs musik, er netop at man simpelthen føler musikken fremfor blot at høre den. Det er, i min optik, meget få kunstnere der formår dette.

Genialt og uventet udspil fra den danske undergrund

For at gøre en lang anmeldelse kort, så har jeg sjældent været så begejstret for en udgivelse, som jeg er for Eldurs Síggja. Denne EP er en stor – og kærkommen – overraskelse, der absolut fortjener en allerhelvedes masse opmærksomhed. Det er et fantastisk udspil fra et nyt ansigt i den danske undergrund, og det er ikke muligt for mig at understrege nok, hvor genial Síggja er. Med elementer fra både atmosfærisk metal, ambient og DSBM, formår Eldur at kombinere alt det bedste fra denne mørke, atmosfæriske del af metal, og resultatet er absolut overvældende. Det kan ikke anbefales nok!

Tracklist

  1. Dagur
  2. Nátt
  3. Sorg