What has it got in its nasty little pocketses?
Mathias Hemmingsby, manden bag det norske enmandsprojekt Eldamar, var kun 19 år gammel, da han debuterede med albummet The Force of the Ancient Land i 2016. Efter udgivelsen af opfølgeren A Dark Forgotten Past i 2017 forsvandt Eldamar så pludseligt fra landkortet igen, angiveligt for at hellige sig andre projekter. Og ak, som Ringen i det Tolkien-univers, der var den primære inspirationskilde for Eldamars to første albums, lå projektet så der på flodens bund og gled langsomt ud i glemslen. But they were all of them deceived, for another album was made.
Fra elversang til tomgang
”Eldamar” betyder ”Elvernes hjem” eller ”Elvernes land”, og henviser i J.R.R. Tolkiens mytologi til den del af kontinentet Aman, som elverfolket beboede i gamle tider, før en række katastrofale begivenheder henviste dem til en barsk og omskiftelig tilværelse i Midgård. Der, omgivet af krig, konflikt og død, blev Eldamar i elvernes historie og bevidsthed symbolet på det evige og smukke liv, som de konstant længtes efter at vende tilbage til. Ja, set i det lys kunne Hemmingsby næppe have valgt et mere rammende navn til sit projekt – i hvert fald for de tidligere udgivelser, der var umiskendeligt black metal i deres grundelementer, men samtidig meget melodiske og atmosfæriske. Båret af clean, kvindelige korsang og en repetitiv, hypnotiserende synth og ambiens var det næsten uundgåeligt at få den tanke, at Hemmingsby havde forsøgt at skabe et kærlighedsbarn ud af Filosofem-æra Burzum og atmosfæriske bands som Lustre, Kauan og Ellende. Hemmingsby annoncerede dog allerede i sommers, at Astral Journeys ville få et væsentligt andet udtryk end de tidligere værker, og det må man give ham ret i.
Det starter rigtig godt på ”Akt I; First Sight of a New Realm…”. En melankolsk guitartone tætpakket med reverb bliver slået an, inden trommerne og Hemmingsbys hæse vokal sætter ind. For enhver Eldamar-fan vil dén intro føles som at få et kram af en gammel ven, som man troede var forsvundet for altid. Nummeret bygger sig mere og mere op, de kendte atmosfæriske lag får lov til at blande sig med nye shoegaze-indflydelser. Det hele peaker cirka midtvejs i en herlig uventet psykedelisk guitarsolo, der er som snydt ud af et An Abstract Illusion album. Det er lidt mere energisk, lidt mere upbeat, end tidligere udgivelser, og det sædvanlige varemærke, de kvindelige cleans, er ingen sted at finde. Men det svinger sgu udmærket, og det er stadig med det atmosfæriske som evigt bagklæde til at holde eksperimenterne lidt i ave. ”Møl møder Alcest??”, står der i mine noter, og det er nok ikke helt ved siden af. En lovende start, som, skal det snart vise sig, den gode Hemmingsby slet ikke formår at følge op på.
”Akt I; … With Forces Good and Evil” starter med en harmoniseret akustisk intro, der er noget længere end nødvendigt. Herefter bevæger Eldamar sig igen ind på shoegaze-territorie, men helt op på de store nagler kommer nummeret aldrig. ”Akt II; We Dwell…” er et rent instrumentalt nummer, der kredser om et retningsløst post-rock riff, og min forvirring er stødt tiltagende. ”Akt II;… Together…” indledes af et akustisk indie-riff, der mestendels leder tankerne hen på Bon Iver eller Lord Huron. Faktisk mindes jeg helt bestemt at have hørt det før, muligvis på kærestens tørvetrillende ”slow mornings”-playliste, men jeg kan gudhjælpemig ikke identificere det. Hvis du, kære læser, kan pege mig i retningen af det pågældende nummer, så kvitterer jeg med en fadøl ved førstkommende lejlighed! Nå, tilbage til min forvirring over Astral Journeys. For på den halvandet minut lange ”Akt II; …with the Ghost of…” bliver der nu pludselig spillet klaver, og selvom nummeret sådan set er smukt nok og ville være udmærket som soundtrack til Ocarina of Time eller andet spil i Zelda-serien, så har jeg svært ved at se, hvad dets berettigelse er på albummet, udover selvfølgelig at bidrage til det fragmenterede musikalske udtryk. Det sidste nummer, ”Akt II; … an Eternal Sorrow”, starter med noget kirkeorgel, krageskrig og lyden af sagte fodtrin, inden der kortvarigt bliver sat tempo på. Så tilbage i noget klaver-mumleri og så et stykke, der lyder som en gammel spilledåse i regnvejr, og så… ja, så skal jeg erkende, at jeg smed notesblokken fra mig i afmagt.
Man skal ikke slå et større lembasbrød op, end man kan spise
Eldamars to tidligere værker er begge blandt mine absolutte favoritter – overhovedet. Mesterværker inden for den atmosfæriske/ambiente black metal, der den dag i dag stadig giver mig en klump i halsen, hver gang jeg sætter dem på. Nu siges det jo, at ”comparison is the thief of joy”, så jeg vil se, om jeg kan undgå at hoppe i den klassiske anmelderfælde, hvor man bedømmer et album på baggrund af tidligere værker, og ikke for, hvad det er i sig selv. Eldamar har forsøgt at udfordre sig selv på Astral Journeys, og det mod har jeg afgrundsdyb respekt for. Men jeg synes ikke, at eksperimentet er vellykket. Manden har tydeligvis musikalsk talent, der rækker udover det simple ambiente udtryk på de ældre værker, men det hænger slet ikke sammen på Astral Journeys. Pladen er inddelt i akter, hvilket er ironisk, når numrene virker så fragmenterede og uden tydelig musikalsk sammenhæng. Det forvirrede stiludtryk gør det umuligt at lade sig hensynke i den atmosfære, der trods alt ligger og ulmer under overfladen. Når og såfremt der kommer en Astral Journeys, Pt. II, så håber jeg, at den plade får et udtryk, der minder om det første nummer på Astral Journeys Pt. I, og mindre om… resten.