Nyt og gammelt, godt eller skidt
Det er ikke mere end to år siden, vi sidst hørte fra Einherjer, hvor vi blev vi spist af med en genindspilning af et dengang 20 år gammelt album. Reelt set er det så fire år siden, vi fik originalt materiale fra nordmændene. Dengang lød de lidt mere af folk, og fra jeg hørte dem første gang for 20 år siden og op til nu, er der godt nok sket en del. Om det så er godt eller skidt, kan jeg stadig ikke helt afgøre.
Starter godt, ender ok
Norrøne Spor starter ellers godt. De emulerer Satyricon i den forstand, at de benytter sig af den samme lidt punkede tilgang til black, og jeg kan se igennem fingre med, at det indledningsvis lyder lige lovlig meget som deres landsfæller, den gang de var kongerne af black’n’roll. Men hvad der for mig lyder som whisks fremfor trommestikker, nuancerer den gennemtestede lyd, og jeg synes, at ”The Spirit of a Thousand Years” er en glimrende åbner – men den afspejler ikke helt, hvad vi som lyttere kan forvente os. Det, jeg ikke havde forventet, var black metal med et ordentligt skud heavy metal.
De har nemlig lagt langsværdet på hylden til fordel for ekstra lir og lædervest, og det er allermest tydeligt, når ”Fra Konge Te Narr” fyrer op under sologryden. Det bliver dog lidt letkøbt, når de fokuserer så meget på soli, frem for at lade stemningen bære albummet. Vokalen er den klassiske sprukne kvækken a la Immortal, men på ”Kill the Flame” får vi i stedet en forsanger, der minder om en hæs Alice Cooper med et strejf af King Diamond – når sidstnævnte ikke har klemt fingrene i døren. Det giver en overraskende effekt og er en af de små detaljer, der gør, at jeg ultimativt godkender deres anstrengelser. ”Mot Vest” har en ret lækker intro, som jeg umiddelbart ikke forbinder med black metal, bortset fra det ensformige riff. Det havde næsten været stoner kvalitet, hvis der var blevet skruet mere op for ulden, og, nå ja, vokalen havde lydt mere af tung røg i baren og mindre af tung luft i krypten.
Fedt nok, hvis man er til den slags
Men ”Deaf Forever” er det mest røvballede rocknummer, jeg nogensinde har hørt fra et norsk metalband. Teksten er en brovtende omgang helte-heavy, sovset ind i et primitivt lydbillede og er faktisk pladens svageste punkt. Og apropos svage punkter har jeg to gange måtte gnide mig i ørerne af ren forbavselse over, hvor meget man kan snige ind af andres musik. På den ellers fine ”The Blood Song”, har de fået listet en lille snas af Slayers ikoniske ”Raining Blood” ind, og ”Av Djupare Røtter” åbner, med hvad der lyder som en hyldest til ”Hugsjá” af Selvik & Bjørnsson. Måske er der mig er gammel og hører ting, men når jeg hører Norrøne Spor, hører jeg en masse andre bands, men i det mindste har de skruet ned for de røvpiratede folk-strømninger, der gennemsyrede deres sidste udgivelse af originalt materiale. Kan du lide hår mellem tænderne, heavy-black, løse strenge på bassen, lidt dobbeltpedal og så ellers bare vestnorsk rockerbar med en halsbetændelse bag mikrofonen, er der rigtig mange fine aspekter ved pladen. Den skaber ikke en ny fan i mig, men er du allerede fan, er der en god chance for, at du ikke vil hade Norrøne Spor.
