Edu Falaschi vil af nogle måske være kendt som forsanger i brasilianske Angra, der sidste år udsendte det ganske solide album "Aurora Consurgens". Ligesom i Angra er hovedstilen på Falaschis soloalbum progressiv powermetal, men musikken på "Almah" er generelt mere aggressiv, pågående og tung. Der er ikke helt så meget strukturel variation som i Angra, men til gengæld er sangmelodierne mindre poppede og mere interessante.
Falaschi har samlet sig et velspillende band bestående af Casey Grillo fra Kamelot på trommer, Emppu Vuorinen fra Nightwish på guitar og Lauri Porra fra Stratovarius på bas. Falaschi, der selv har skrevet al musikken på "Almah", udnytter klogt musikernes kompetencer, så musikken ikke kun kommer til at dreje sig om hans vokal, men også rummer fede riffs og interessante grooves som f.eks. på "Box of Illusion" (der skifter mellem 7/8 og 4/4). Som sagt er melodierne mindre poppede – på åbneren "King" får man sågar en passage med Alice in Chains-agtige korharmonier. Der bliver dog også plads til typiske power-omkvæd på et nummer som "Children of Lies". En stor del af musikken er energisk og lige ud af landevejen, men vi får også tunge, let progressive passager lidt hen ad Pagan’s Mind eller Conception i deres velmagtsdage (især på numre som "Scary Zone", "Break All the Welds" og "Golden Empire"). Af albummets powerballader er "Forgotten Land" og "Breathe" ret fede numre, fordi de stadig er heavy og har lidt harmonisk kant, mens "Primitive Chaos" er et mere konventionelt stille nummer. Det afsluttende titelnummer er ligeledes en akustisk ballade, der dog er meget stemningsfuld og som det eneste nummer på albummet har lidt af den latin-agtige fornemmelse, der kendetegner meget af Angras materiale.
"Almah" er et overraskende godt album. Selv om jeg stadig ikke er overbevist om, at Edu Falaschi er en sanger, der fortjener særlig opmærksomhed, synger han teknisk godt, og melodierne på denne skive er som før nævnt gennemgående ret fede. Desværre føler jeg ikke, at jeg har hørt albummet ordentligt, eftersom jeg har fået en af disse møgirriterende promo-udgaver, hvor der er klippet et halvt til et helt minut af hver sang og lagt cross-fades ind mellem numrene. Derfor nøjes jeg forsigtigt med et 7-tal, selv om albummet måske fortjener mere.
