Den evige duel mellem liguster og bøg
Vi har alle hørt historierne om, hvor dejligt og utopisk Paradisets have er. Landet, der flyder med mælk og honning, hvor ingen farer lurer, og alle væsner lever i fred og fordragelighed med hinanden. Men er der nogensinde nogen, der har spekuleret på, hvad man ser, hvis man kigger over på den anden side af den bibelske ligusterhæk – hvis det da er en ligusterhæk, som adskiller paradiset fra resten af verden? Hækken kunne være papegøjebusk, og vuet kunne være floderne Eufrat og Tigris, medmindre man er mormon og mener, Paradiset ligger i Jackson County, Missouri. Så er vi ude i en hasselhæk og et kig ud over Kansas City. Det kan dog være, at den californiske kvintet Edge of Paradise har svaret på deres seneste plade Hologram.
Måske mere held end forstand
Musikalsk er det dog ikke bibelreferencerne, der står forrest i køen. Her er det den moderne melodiske metal, der trækker det største læs godt hjulpet på vej af en hel del industrial og en snert af power metallens storladne arrangementer.
Hvis man synes, det lyder en smule genkendeligt, så er det, fordi det er halvtreds procent In This Moment og halvtreds procent et potpourri af alt, hvad Elize Ryd har bidraget med i Amaranthe. En blanding som "Hologram" og især "Basilisk" udnytter til fulde. Dystre militant stampende vers trukket direkte ud af In This Moments Blood, hvor det elektroniske underlæg knitrer som højspændingsledninger, inden omkvædet overbelaster elnettet og eksploderer i storladen eufori, som kendetegner et velskrevet Amaranthe-omkvæd. Det er ikke stor kunst at lade sig inspirere så meget af to giganter, men når man gør det så godt som Edge of Paradise, så lader man gladeligt bandet slippe afsted med det.
Problemet med Hologram opstår dog ved, at der er otte andre numre på pladen, og de to ovenstående er i hver deres ende. Så i cirka 35 minutter ligner man som lytter Vincent Vega-memet på en prik. Intet mindre end fire ballader skal man trækkes igennem. Den ene mere forglemmelig end den anden. men især ”Don’t Give Up on Me” kunne have været en b-side på In This Moments The Dream – en jammerlig rock-plade, der er den diametrale modsætning af, hvad dens titel antyder. Ligeledes kunne ”Unbeatable” have været en Amaranthe-demo, der blev frasorteret, da der trods alt er en grænse for, hvor meget basarmsklap-på-to-og-fire man kan klemme ind i et omkvæd, uden Turmion Kätilöt kommer efter dig. Og sådan er alt ”fyldet” mellem titelnummeret og ”Basilisk” skruet sammen. Enten er der skruet op for den amerikanske industrial-inspiration eller den melodiske powerklingende svenske, og kun at have to knapper at dreje på gør Hologram til en voldsomt tynd oplevelse.
Skyklapper ville måske ikke være så tosset
Man kan ikke beskylde Edge of Paradise for at være et dårligt band, eller Hologram for at være en dårlig plade – det er bandet trods alt for velspillende og pladen for vellydende til. Det, man til gengæld kan klandre kvintetten for, er at være utroligt uopfindsomme og mere ideforladte end din gennemsnitlige SUV-designer. Alt på pladen lugter langt væk af en skæven til, hvad de store i genren gør, hvilket får mig til at spekulere på, om det er rent held, at ”Hologram” og ”Basilisk” fu
ngerer.
