Rutinerede herrer i et overset band

I en retfærdig verden er Eciton en fast del af enhver fan af dansk dødsmetals samling. Københavnerbandet, som opstod af asken fra Indespair, består af særdeles rutinerede herrer på den nationale scene, hvis CV tæller Iniquity, Thorium og mine egne personlige barndomshelte: JegErEnLampe (JEEL). Men Eciton har ikke været det mest aktive band – hverken live eller produktionsmæssigt. Og det nyeste skud på stammen, Suspension of Disbelief fra 2020, er blot den tredje udgivelse på 15 år. Jeg var meget begejstret for bandets debut, Oppressed fra 2005, som var en opvisning i brutal, dansk dødsmetal, mens opfølgeren, A Scent of Veracity fra 2010, var mere moden og pæn i sit udtryk. Jeg havde faktisk glemt bandets eksistens, men er ovenud begejstret for at se, at bands som Eciton stadig holder den klassiske danske dødslyd ved lige, og imødeså hvilke velfortjente tæv, dødsdrengene ville bringe til mine hungrende øregange.

Forventelig luksus

Eciton lader da også til at være ovenud klar over den lange ventetid, og ”Demagogue” indleder albummet med at skabe en base for, hvad der er i vente de næste knap 40 minutter: Brutale riffs, grooves, blastbeats i en kombo af tyngde, brutalitet og dansk charme, som vil glæde fans af genren. Der bydes op til dans i de mere melodiske numre som ”Twisted Politics” og ”Written Awareness”, hvor sidstnævnte er så fandens fængende, at det må være albummets bedste skæring. Der headbanges til brutale og groovy numre som ”Belief” og ”Thoughts”. Særligt den fantastiske nul-til-hundrede-basintro på ”Thoughts”  bringer et smil frem på mine læber hver gang, samtidig med at den viser et musikalsk overskud, som burde være til misundelse for flere både inden- og udenfor genren.

Suspension of Disbelief lukker med ”Toxic Luxury ”, som er det mest velspillede nummer på albummet med store dele progressive elementer, som havde de haft Chuck Schuldiner med i øvelokalet. Der spilles her med flair for sangens udvikling, og man drages gennem et særdeles dynamisk og teknisk velspillet nummer, som sætter et punktum for albummet og overbeviser selv den dovne lytter om, at drengene i Eciton kan spille bagdelen ud af beklædningsgenstanden.

Eciton skal roses for alt det, de gør godt, og det er meget. Men desværre lider Suspension of Disbelief af at have flere numre, der for mine sarte ører føles som fyld: ”Estimated Effort” drager for store inspirationer fra punk, som ikke fungerer med resten af pladen, hvorfor min finger drages mod ”skip-knappen.” Ligeledes er ”Penetrated Sorrow” og “Social Pacifier” knap så dynamiske numre, som gør, at albummet mister momentum. Det hjælper heller ikke, at produktionen er for komprimeret til min smag, som gør, at noget af charmen går af. Tunge riffs og bassen mudres sammen under de mest brutale passager, hvilket er en skam, da jeg tænker, at der spilles noget interessant. For nogle bands i genren er dette ikke et problem, men når de musikalsk set spiller så teknisk og lyder som et band, hvis lyd sidst var frisk omkring årtusindskiftet, så må man godt forvente, at den slags bare spiller.

Ømme nakkemuskler

Mens produktionen måske er noget, mange kan lære at se bort fra (eller slet ikke bemærker), er det et problem, at en god del af pladen ikke er synderligt interessant for undertegnede. At Eciton spiller så fandens godt og flere steder viser, at de bestemt er i stand til fortsat at levere dødsmetal i høj klasse, gør bare, at de dårlige elementer skiller sig mere ud. Jeg ville ønske, at bandet brugte mere tid på at få alle numrene op på det niveau, som de på albummets øvrige skæringer viser, at de kan levere. Den manglende konsistens i sangenes kvalitet og for mig lidt for mudrede produktion trækker dog desværre ned, hvorfor vi ender på 7 – som bestemt er godkendt.

Med det sagt, så kan Suspension of Disbelief klart anbefales til alle fans af dansk dødsmetal. Jeg tager dog intet ansvar for tilstanden af lytterens nakkemuskler, og jeg kan kun anbefale at træne dem op, inden du lader dine øregange prydes af Ecitons nyeste album, Suspension of Disbelief.