Early Cross spiller såkaldt "landscape Rock", som er lige så spændende som at se græs gro Early Cross er noget så sjældent som et japansk band, hvis musiske stil er noget for sig selv. De blev dannet i 2002, men udgav først deres første EP i 2010, som blev positivt modtaget over hele verdenen. Nu er deres debutalbum her så, og jeg forstår godt hvorfor folk er glade for dem. Albummet starter ud med "Ashes & Yarrow", som starter atmosfærisk og fortsætter egentlig sådan. Sangen foregår i et meget langsomt tempo. Så kommer verset, og keyboardet tager næsten helt over, sammen med en kvindestemme, som er meget ren, og lige så atmosfærisk som den lange intro. På omkvædet bruger trommerne dobbeltpedal, samtidig med at nummerets intensitet stiger, og holder sig oppe gennem resten af nummeret. "Cry Havoc" starter mere direkte på, og har også mere energi end "Ashes & Yarrow". Stemmen er stadig lige ren og atmosfærisk, og på trods af det højere tempo vedholdes en rigtig god atmosfære. Her finder man også første guitarsolo, som ligger i den gode ende af skalaen, med en energi ikke tidligere set, og en præcision, som man skal være rigtig dygtig for at have. Denne imponerende præstation drukner dog hurtigt igen, da atmosfæren træder til efter soloen. Det snydes man til at tro rettes op på i næste nummer, "Hymn To The Fallen", men det gør det ikke. Denne overvældende atmosfære der er på albummet er der stadig. Den fortsætter igen og igen, hele albummet igennem. Tag ikke fejl, jeg synes at atmosfæriske numre er rigtig fede, men nogle gange bliver det altså bare for meget, og det gør det her. Der er dog også mange ting de gør rigtig godt, for bandet består af rigtig gode musikere, og det kan man også tydeligt høre. Hele albummet er utrolig velspillet, og deres kombination af akustisk og elektrisk guitar er ekstraordinær (det ses specielt i "Cairn"), og når der endelig er energi at høre, så er det super fedt. Albummet slutter af med "The Fog", som er atmosfærisk (suprise!), men har i modsætning til resten hele albummet en vis mængde energi, så man kun lulles halvt i søvn. Aldrig har jeg prøvet at synes noget er så vanvittig godt, og samtidig så vanvittig kedeligt. Pathfinder er utrolig velspillet og velskrevet, og lyden er krystalklar. Der er kort sagt intet i vejen på den front. Problemet er atmosfæren. Det er vildt fedt, og utrolig smukt de første to numre, men så drukner hele musikken også bare i det. Og som konsekvens af det drukner deres karakter også. Trackliste 1. Ashes & Yarrow 2. Cry Havoc 3. Hymn To The Fallen 4. In The Half Light Of The Canyon 5. Cairn 6. The Pilgrimage 7. The Fog

Cairn er et godt eksempel på hvordan bandets musik er.