En epistemisk fælde

Menneskers rationalitet og måden, vi tænker om os selv på, er blevet til en epistemisk fælde. Dysgnostic skildrer menneskeracen på en næsten sokratisk måde, og vi må forstå, at det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at vi ikke ved noget som helst. Scar Echoes er, og nu mister jeg al selvkontrol for et øjeblik, det bedste danske album, jeg har hørt i år.

Dysgnostic er atonal død og dissonans i international klasse. Anden Wienerskole, og i særdeleshed komponisten Arnold Schönberg, ville have optaget de tre drenge fra Hvalsø som æresmedlemmer, hvis de havde levet for 100 år siden. Arnold Schönberg er kongen af det atonale, og Anden Wienerskole refererer sjovt nok til den første, som den mere poppede del af verdens allerbedste komponister kom fra. Altså sådan nogle som Mozart, Beethoven og Schubert. Anyways, før jeg kommer alt for langt ud på et sidespor … det, jeg prøver at sige, er, at Dysgnostic komponerer som en drøm, og at de gør det ud fra et atonalt univers, der er møginteressant, varierende og sprængfyldt med små detaljer, der åbenbarer sig ved hver eneste gennemlytning.

Tre til tango og teknisk død

Trioen består i øvrigt af Thomas Fischer (vokal og bas), Simon Klem Kannegaard (lead guitar og kor) og Richardt Olsen (trommer og kor). Bum. Og lad os da bare tage de tre herrer fra en ende af, som man siger.

Thomas’ stemmebånd lyder, som var de smurt ind i kopattesalve – forbi fyldige, og med en resonans af bas og ondskab, der flyder gennem alle sprækker i musikken. Hør soliene på “Scion of Absence” og “Darkest Muse” og forstå, at Simon er blandt de få guitarister inden for genren, der mestrer variation i både tempo, frasering og kirketonearter. Uden at kende til indspilningerne af albummet lyder det, som om Richardt slår på skind, som var de levende og skulle dø med hvert eneste slag. Samme fornemmelse fik man med legendariske John Bonham (Led Zeppelin), og når Richardt så ovenikøbet er en gudsbenådet tekniker, der mestrer både blast beats og det mådeholdende tunge beat, så har man en bund og et musisk fundament, som alle er trygge ved. De tre har i øvrigt spillet sammen (i det nu forgangne Defilementory) i ret mange år. Og det kan i den grad høres.

Dysgnostic er ikke bare det atonale og dissonante, men lige så meget et udtryk tilsølet af møgbeskidt laid back-håndtering af alle instrumenter. Hør bare introen til “Beneath Abyssal Plains”, hvor guitaren spilles åndsvagt sludgy, og trommerne ligger så langt bag beatet, at alt hænger på en efter den intro. Ja, undskyld mig. Albummets kvalitet er i det hele taget defineret i det modsætningsfyldte. Et tilbagelænet udtryk erstattes af et tæt, præcist sammenspil, som havde drengene fået indopereret en metronom.

Dysgnostic vinder ingen priser for det nyskabende, men det gennemsolide kan nu også noget. Og man skal kende sin genre ret godt for at lave en plade som Scar Echoes. Der er tale om kvalitet i hvert eneste nummer, og “Darkest Muse” er en værdig afslutning på et album, der kommer ud i de fleste kroge af dødsmetallen.

Larm og ind til benet

Langspilleren larmer på sin helt egen og rigtige måde. En upoleret lyd, der alligevel fremhæver detaljerne i musikken, sammenholdt med en produktion, hvor lyden er helt, helt fremme i højttaleren, gør lytteoplevelsen til noget særligt. Og så er der noget lækkert ved, at Dysgnostic sværger til trommer/percussion, bas og guitar. Det er i det hele taget, som om alt er skåret ind til benet på et album, der stinker langt væk af musikalsk selvtillid og overskud.